Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
r EYSTEIN, SIGURD OG OLAF MAGNUSSØNNER
hvorved de latinske Bogstaver anvendtes til Modersmaalet, var den Nedskrivning
af Landsloven i Aaret 1117, hvorom der strax nedenfor vil blive handlet. Det
var rimeligviis først den ved dette Arbejde erhvervede Øvelse og Erfaring, som
siden gjorde det muligt at optegne Sagaer, ligesom ikke engang Are skrev sit
Verk, førend efter denne Tid, nemlig, som han selv siger, i 1120. Da man
aabenbart kan spore en vis Forskjellighed mellem de i Norge og de paa Island skrevne
Bøger eller Breve, endog de ældste, og denne Forskjellighed ikke lader sig
forklare af Dialektafvigelser alene, men aabenbart maa tilskrives forskjellige
ortho-grafiske Systemer og Traditioner, kan man ej antage, at man til
Lovnedskrivnings-Arbejdet paa Island i 1117 hentede Folk fra Norge, men at kyndige Folk i Landet
selv angave de Regler, man havde at følge. Disse kyndige Mænd kunne da neppe
have været andre, end Are, og en vis Thorodd Runemester, hvilke i Forening skulle
have udarbejdet en orthografisk Afhandling, i Lighed med den latinske
Grammatiker Priscians Skrift1. Dette bliver saa meget sandsynligere, som man i det
ældste islandske Skrift finder Spor af omhyggeligere orthografisk Studium og et
strengere og mere gjennemført System end i de ældre norske Optegnelser, hvor
man alene synes at have ladet sig lede af Øret, uden bestemte Regler, men som
derfor ogsaa give en sikrere Ledetraad til at bestemme Udtalen. Are frode
fortjener derfor visselig i Forening med Sæmund frode, men i højere Grad end han,
at kaldes den egentlige Grundlægger af Norrønalitteraturen, som inden
Aarhundredets Slutning allerede havde naaet en Blomstringstilstand, der søgte sin Lige i
hele Christenheden.
Da Biskop Gissur havde beklædt sit Embede i henved 20 Aar, fremsatte
Ind-byggerne af Nordfjerdingen Bøn, at de maatte faa en egen Biskop. Herved have
de vel nærmest tænkt paa deres egen Bekvemmelighed, men de angave ogsaa
som Grund, at Landet neppe nogensinde vilde komme til aldeles at savne en
Biskop, naar det havde tvende Biskopsstole. Da Skaalholts Biskopsstol nu, siden
Tiendens Indførelse, havde faaet en saadan Forøgelse i Indtægter, at den godt
kunde taale at afgive en betydelig Deel, samtykkede Gissur i Nordlændingernes
Ønske2, og der bestemtes at en Biskopsstol skulde oprettes for Nordlandet (1105).
Til Biskop valgtes den forhen omtalte Pr£st Jon Agmundssøn, Isleifs Discipel, og
Dattersøn af Egil Siduhallssøn. Jon, fød omkring 1050, havde i sin Ungdom,
efter modtagen Indvielse som Diaconus, været udenlands at studere, han kom
lige til Rom, og tog Hjemvejen over Frankrige, hvor han efter en just ikke
synderlig paalidelig Beretning skal have truffet sin Frænde Sæmund frode, og faaet
1 Se Indledningen til Afhandlingen om Alfabetet, i Anhanget til Skålda i den Arnamagn. Udg. II. 6.
2 Islendingabok Cap. 10, Hungrvaka Cap. 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
