Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UROLIGHEDER PAA ISLAND 73
han dog ikke ændsede, men samlede ved sin Hjemkomst fra Thinget flere hundrede
Mænd om sig til sit Forsvar. Havlide samlede ligeledes Folk, for at bringe
Dommen i Udøvelse, men Thorgils og hans Mænd forsvarede de Bjergpasse, gjennem
hvilke Havlides Vej faldt, saa godt, at han maatte vende tilbage med uforrettet
Sag. Det følgende Aar (1121) red Thorgils, trods Fredløshedsdommen, til
Al-thinget som sædvanligt, trodsende paa sit store Følge af Bevæbnede. Havlide og
hans Svoger Hall Teitssøn holdt sig derimod rede til at hindre Thorgils fra at
naa Thingpladsen; deres Styrke var ikke ringere end 1400 Mand. Thorgils, som
kun havde 800, hvoriblandt de fleste Høvdinger fra Vestfjordene, lod sig dog
ikke afskrække fra at søge Thinget, og det saa nu ligest ud til, at det vilde komme
til et formeligt Slag, større end der nogensinde havde staaet paa Øen. Imidlertid
forsøgte fredelskende Mænd, navnlig Biskop Thorlak og Sæmund frode, at mægle
Fred. Biskoppen truede endog med at sætte Havlide og hele hans Flok i Ban.
Men Havlide vilde ikke høre om andet end Selvdom. Herimod havde Thorgils
intet at indvende, naar der kun ikke var Tale om Fredløshed, Forviisning fra
Hjemmet, eller Godordstab. Men det var at formode, at dette netop var hvad
Havlide vilde fordre. Da gik den nys omtalte Ketil Thorsteinsson, som da endnu
ikke var bleven Biskop, seent en Aften til Havlide, formanede ham til
Forsonlighed, foreholdt ham sit eget Exempel, og hvorledes Alt var gaaet ham heldigere
fra den Dag af, da han tilgav sin Fiende. Dette virkede saa godt paa Havlide,
at han strax blev mildere stemt, og ytrede at han ikke vilde have nogen anden
til Biskop i Jons Sted, end Ketil, skjønt det ellers næsten var bestemt, at Valget
skulde falde paa ham selv. Forliget kom virkelig istand paa de mindeligere
Vilkaar, som Thorgils havde fordret, medens Havlide dog beholdt Selvdom for sin
Hæders Skyld; Thorgils’s Fredløshed blev ophævet; han og Havlide gave
hinanden gj ensidigt Gaver, og bleve gode Venner, saa længe de levede1.
Høsten, Vintren og Sommeren efter Biskop Gissurs Død hjemsøgtes Island
af forfærdelige Uvejr, hvorved en Mængde Skibe, der skulde bringe Landet
Tilførsel (man regner ikke færre end 40) forgik i Søen. Følgen heraf var en frygtelig
Dyrtid og Hungersnød, hvoraf saa mange Folk døde, at Sæmund frode paa Thinget
1120 erklærede, at lige saa mange Folk vare døde, som der fandtes ved det
dengang meget talrige Thing2. Disse Landeplager, i Forbindelse med Fejderne mellem
Høvdingerne, undlod mangen from Sjæl neppe at sætte i Forbindelse med Gissurs
Død, som om den Velsignelse, hans fromme Vandel udbredte over Landet, nu var
1 Den udførlige, særdeles godt fortalte og underholdende Beretning herom findes i Sturlungasaga
lste Part Cap. 5—27. Et Udtog findes i Tillæggene til Landnaama efter Skardsaabogen, Isl. Sögur, I. S. 330.
2 Tillæg til Landnaama, 1. c. S. 328.
6 —Munch: Det norske Folks Historie VI.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
