Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S ØGSMAALET MOD SIGURD RANESSØN
87
saa Gjesterne til gode; de bare Drikke ind, og alt andet, som kunde behøves.
Engang, medens de vare ude, og Kongen var alene med sit Følge, sagde Kong
Sigurd til sine Mænd: «naar saa I nogensinde slig Pragt i en Lendermands Huus?
Den findes neppe i en Konges Herberge; han har det i alle Dele prægtigere».
Bergthor Bokk svarede: «her findes tilvisse gode Vaaben og smukke Prydelser, men
den største Hæder for ham vilde være, om han selv ejede nogen af disse
Kostbarheder, og ikke havde laant alt sammen». Kongen vrededes og sagde: «just
derved aabenbarer sig bedst Mandens Vennesælhed, idet han faar laant af Andre
alt hvad han vil; saadan Tale er ondskabsfuld». Sigurd Ranessøn kom i det samme
ind i Stuen. Han havde hørt, hvad der var talt. Da det ringede til Aftensang,
vilde Kongen gaa. Sigurd gav ham herlige Gaver, og bad ham efter Aftensangen
at komme tilbage igjen for at drikke Christi Minde. Kongen gjorde saa. Men
da han og hans Mænd traadte ind i Stuen, vare alle Skjolde borte, undtagen et
gammelt Ridderskjold, der tilligemed en gammel Kaabe hang ved Skjenkebordet.
Kong Sigurd sagde: «her er foregaaet en stor Forandring medens vi vare borte!»
«Ja», svarede Sigurd Ranessøn, «det gaar som sædvanligt, at enhver vil have sit;
ingen af Skjoldene her tilhører mig, og det kommer an paa eders Dom, om jeg
endog kan tilegne mig det ene, som hænger tilbage der henne. Sammenhængen
dermed er følgende: vi ledsagede eders Fader, Kong Magnus, paa hans sidste
Tog til Irland, og gjorde hiin ukloge Landgang; da kom en uhyre Hær af Irer
imod os og der stod, som I veed, en Kamp, hvor den store Ulykke hændte, at
eders Fader Kong Magnus, Stallaren Eyvind Alboge og mange andre brave Mænd
faldt; de øvrige toge Flugten, og Enhver løb ned til Skibene, som han bedst kunde;
jeg tror dog ikke, at jeg var den første blandt de flygtende. Da de kom ned til
Skibene, var der en dyb Sump paa Strandbredden; de, i hvis Vej den laa, søgte
at springe over den; dette lykkedes nogle, andre ikke, og de som ej kom over,
gjennemboredes af Spydsodde. Da vi nærmede os Sumpen, saa jeg en Mand
rende foran mig: han havde hiint Skjold paa Ryggen og hiin Kaabe om sig. Da
han saa, at det ikke gik saa godt for de Andre at komme over Sumpen, kastede
han først Skjoldet, siden sled han Kaaben af sig; han havde en guldbremmet
Silkehue paa Hovedet, og jeg syntes endda det var store Ting, at han beholdt
den: Manden forekom mig at være Bergthor Bokk; men Vidkunn Jonssøn maa
vide det, thi han var tilstede, da jeg tog Kaaben og Skjoldet op, thi jeg havde
før intet Skjold havt under Kampen. Siden har jeg forvaret dette Skjold, og nu
staar det til eder at dømme, om jeg eller Bergthor skal beholde det». Kongen
svarede kort og hastigt: «behold du det», og gik bort, men Bergthor blev
meget vred.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
