Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
SIGURD MAGNUSSØN
for at faa Magnus’s Hellighed anerkjendt, ligesom Einar Thambarskelve og Biskop
Grimkell i sin Tid, som man maa formode, forberedede Anerkjendelsen af St. Olafs,
bliver mere end sandsynligt1.
65. Kong Sigurds ulykkelige Sindstilstand. Folkets Overbærenhed med hans Fejltrin.
Den nys beskrevne Ufred og Fejde mellem trende mægtige Lendermænd var
maaskee den eneste Urolighed af noget alvorligere Slags, der forefaldt under
Sigurds Regjering, thi ellers herskede der Fred og gode Aaringer, saa at hans Tid
var en herlig Tid for Landets Indbyggere2. Dette har vel bidraget meget til at
forsone Folket med hans mange og store Fejl, hvilke man, som det synes,
godmodigt tilskrev den Sindssvaghed, der stundom kom over ham. Sagaerne have
meddeelt os enkelte Træk af denne hans ulykkelige Sindsforfatning, hvilken han,
som man tydeligt kan see, var sig fuldkommen bevidst, og som derfor aabenbart
udøvede en nedtrykkende Virkning paa hans lysere Mellemrum. Det hændte sig
saaledes, fortælles der, en Pintsedag, da han sad i sit Højsæde, med Dronning
Malmfrid ved Siden, og omgiven af talrige Venner og Gjester, at hans Mænd med
Ængstelse og Skræk bemerkede Vanviddet at komme over ham. Han kastede
vilde, rullende Blik rundt om i Salen og paa Gjesterne: da tog han med eet den
kostbare, med Guldbogstaver beskrevne Bog, som han selv havde bragt med sig
fra Constantinopel, betragtede Dronningen, og sagde: «hvor meget der dog kan
forandre sig i et Menneskes Levetid! Da jeg kom til Landet, ejede jeg tvende
Ting, der tyktes mig de bedste, nemlig denne Bog her og Dronningen3. Nu
derimod tykkes mig den ene værre end den anden: Dronningen veed ikke, hvor fæl
hun er, thi et Gedehorn staar ud fra hendes Hoved, og jo bedre jeg fandt hende
da, des værre finder jeg hende nu. Bogen her duer til intet». Med disse Ord
kastede han Bogen hen paa Ilden, der brandt paa Gulvet, og slog Dronningen
paa Kinden. Hun græd, dog, som der siges i Beretningen, mere over Kongens
Sindssvaghed, end over Fornærmelsen mod hende. Men foran Kongen stod en
ung Kjertesvend, ved Navn Ottar Birting, som just den Dag havde Opvartning,
liden af Væxt, men net i sit Væsen, sorthaaret og sortsmusket, hvoraf han fik
1 Magnus Jarls Saga, Tillægget, S. 534. Det bør ogsaa merkes, at Villjam siden sin Anerkjendelse
af Magnus’s Hellighed viste Paal Jarl aabenbar Kulde, medens han tidligere synes at have været ham
meget hengiven.
2 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 59, Snorre Cap. 41.
* Heraf skulde det vistnok synes, som Dronningen allerede havde været med, da han kom tilbage
fra sin Udenlandsrejse; men at dette neppe kan have været Tilfældet, er allerede ovenfor viist (S. 30).
De Ord, der ovenfor lægges i Kongens Mund, bør derfor ej tages bogstaveligt, men kun henføres til de
første Aar efter hans Hjemkomst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
