Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OTTAR BIRTINGS KJEKHED
123
hiint Tilnavn1. Han løb til, rev Bogen af Ilden, og holdt den hos sig, medens
han talte for Kongen saaledes: «anderledes er det nu, Herre, end da du sejlede
med Pragt og Herlighed til Norge, og alle dine Venner hastede dig imøde med
Glæde, erkjendende dig med Ærefrygt for deres Konge. Nu ere Sorgens Dage
komne over os, thi til denne herlige Højtid have mange af dine Venner indfundet
sig, men kunne ikke være glade formedelst din bedrøvelige Tilstand. Gjør nu
saa vel, gode Herre, at modtage dette mit Raad: glæd med din Blidhed først
Dronningen, mod hvem du har forbrudt dig saa haardt, og derpaa alle Høvdinger,
Hirden, dine Venner og Tjenestemænd!» «Hvad», sagde Kongen, «tør du din
stygge Huusmandssøn, af den ringeste Herkomst, give mig Raad?» Med disse
Ord sprang han op, drog Sverdet, og hævede det truende mod ham med begge
Hænder. Men Ottar stod rank, uden at forandre en Mine, eller endog at blunke.
Da lod Kongen den flade Klinge af Sverdet, hvis Egg han havde vendt mod hans
Hoved, sagte falde ned paa hans Skulder, og satte sig ned uden at mæle et Ord.
De øvrige Tilstedeværende taug ligeledes stille. Nu begyndte Kongen at see sig
om, med en roligere Mine end før, og tog endelig saaledes til Orde: «Seent prøver
man dog sine Folk, hvordan de egentlig ere. Her inde sidde mine bedste Venner,
Lendermænd, Stallarer, Skutelsvende og alle de ypperste Mænd i Landet, men
ingen handlede saa vel imod mig som denne Maalsvend, hvilken I vistnok ansee
ringe i Sammenligning med eder. Denne Svend er Ottar Birting: han viste mig
størst Kjærlighed. Her kom jeg, en Vanvittig, og vilde forspilde mit Klenodie;
han frelste det, saa at det ej tog Skade; derhos frygtede han ej for Døden, men
talte godt for mig, og føjede sine Ord saaledes, at jeg følte mig hædret derved,
medens han undgik at berøre, hvad der kunde forøge min Vrede, skjønt han nok
kunde have haft Grund dertil. Hans Tale var saa kraftig, at ingen af de her
tilstedeværende havde kunnet tale bedre; jeg løb op i Raseri, og lod som jeg vilde
hugge ham, men han var saa kjek at ingen Frygt kunde sees paa ham. Jeg holdt
derfor inde, thi han var for god til at dø for sin Dyds Skyld. Men nu skulle og
mine Venner vide, hvorledes jeg agter at belønne ham. Hidtil var han
Kjerte-svend; nu skal han være Lendermand, og hvad der ej er mindre, han skal
allerede fra nu af være den ypperste af Lendermændene. Gak derfor, Ottar, til Sæde
hos Lendermændene, og gjør ikke længer Opvartning!» Ottar blev siden en højt
anseet og berømmelig Mand2.
En anden Gang, fortælles der, sad Kongen en Fredags Aften med mange for-
1 Birtingr, af bjartr, klar, lys; Tilnavnet var enten givet ham i Spøg, for Modsætningens Skyld, eller
og maaskee formedelst hans sorte, lynende Øjne.
2 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
