- Project Runeberg -  Det norske folks historie / VI /
124

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

124

SIGURD MAGNUSSØN

nemme Mænd, men i en yderst mørk Stemning. Paa Drotsetens Spørgsmaal,
hvad han befalede til Aftensmad, svarede han: «hvad andet end Kjød?» Og
saadan Skræk stod der af ham, at ingen vovede at gjøre Indvendinger og forestille
ham at det var Fredag, uagtet alle bleve ilde tilmode. Man satte sig til Bords,
og Retterne kom ind, aller først varmt Kjød. Alle sad tause og bedrøvede, indtil
Aslak Hane, en liden, rask Mand af ringe Herkomst, som havde været udenlands
med Kong Sigurd, vovede at spørge: «Herre, hvad er det som ryger saa paa Disken
foran eder?» «Hvad vilde du, Aslak, at det skulde være, eller hvad tror du det er»,
sagde Kongen. «Jeg tror», svarede Aslak, «at det er, hvad jeg ønskede det ej var,
nemlig Kjød». «Og om nu saa var», spurgte Kongen. Da svarede Aslak: «det er
sørgeligt at vide, at en Konge skal bære sig saa ilde ad, efter at have indlagt sig
saa megen Hæder af sin Rejse og mange andre gode Gjerninger: da du steg op
af Jordans Flod efter at have badet dig i det samme Vand, hvor Guds egen Søn
blev døbt, lovede du ganske andet, end at æde Kjød paa Fastedage: du gik derfra
med Palme i Haanden og Kors paa Brystet. Hvis ringere Mænd gjorde sig skyldige
i slige Overtrædelser, vilde de fortjene store Refselser. Men din Hird er daarligere
besat end man skulde vænte og det burde være, siden der ej skal findes nogen
anden til at hæve sin Stemme herimod, end en ubetydelig og fattig Karl som
jeg». Kongen sad taus, rørte ikke ved Kjødet, og kort efter bød han at bære
Kjødfadene bort; i deres Sted sattes Mad frem, som passede til Dagen.
Efterhaanden blev Kongen muntrere, efter som det led hen i Maaltidet og han drak.
Nogle raadede Aslak til at flygte bort. «Nej», sagde han, «jeg veed ikke hvad
det skulde gavne mig, thi Kongen kan jo altid, om han vil, lade mig dræbe; just
nu er det godt for mig at dø, da jeg har udrettet, hvad jeg ønskede, at afholde
Kongen fra at begaa en Synd». En af de følgende Aftener kaldte Kongen Aslak
til sig, og spurgte ham, hvo der havde faaet ham til at ytre sig saa frit mod sin
Konge i mange Folks Paahør. «Ingen, Herre, uden jeg selv», svarede Aslak. «Du
er vel nysgjerrig efter at vide, hvad Løn du tykkes mig at fortjene for din
Djerv-hed», sagde Kongen. «Vil du lønne mig godt», var Aslaks Svar, «da tager jeg
derimod med Glæde; hvis ikke, da bliver det din Sag». Da sagde Kongen: «Lønnen
bliver maaskee ikke saa god, som du fortjener: jeg vil give dig tre Gaarde, fordi
du, mod Forvæntning, var den, der frelste mig fra at begaa en Synd, og ej mine
Lendermænd, der dog have mig saa mange Velgjerninger at takke»1.

Disse Handlinger og Ytringer af Kongen vise noksom, hvor dybt han følte
sin Ulykke, og hvorledes han dog selv midt i sit Vanvid ej var uimodtagelig for
sindig og fornuftig Tiltale, der endog stundom formaaede at bringe ham ganske

1 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 44. Snorre Cap. 31.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:43:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/6/0134.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free