Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGENS SINDSSYGDOM
125
til sig selv. Vi see derfor ogsaa, at han paa en vis Maade gjorde det til Pligt for
sine Omgivelser at tale ham til Rette, og hvorledes han drog dem til Ansvar,
naar det ej skede. Dette var imidlertid en farlig Sag, naar han var paa sit Værste,
og som oftest har man vel paa andre Maader søgt at bringe ham til Fornuft.
Der fortælles saaledes, en Juleaften, da Sigurd sad til Bords med sin Hird og
mange Høvdinger, at han, som hiin Fredag, forlangte Kjød, uagtet hans Mænd
gjorde ham opmerksom paa at det ej var Skik i Norge at spise Kjød Juleaften.
Men da lod man bringe ind varmt Kjød af en Nise: Kongen ståk med Kniven
deri, men tog intet deraf. Nu forlangte han, at man skulde bringe ham en Kvinde.
Uden at indvende noget bragte man et Fruentimmer ind, men som var saa hæsligt
og modbydeligt, at Kongen, efter nærmere at have betragtet hende, bød hende
med Væmmelse at pakke sig bort1. Lignende Tildragelser have vel oftere fundet
Sted, og de, der vare om Kongen, have vist ikke sjelden haft mange
Ubehageligheder at døje. Desto smukkere Vidnesbyrd er det om deres, saa vel som det hele
Folks Lojalitet, at Sagaen, hvis Beretninger umiskjendeligt afspejle den
almindelige Stemning, omtaler hans Fejltrin med merkelig Skaansomhed og
Tilbageholdenhed, som om de mere betragtedes med Medynk end med Harme. Det er
vist, at han med alle sine Uelskværdigheder dog var Nationens Stolthed og
Yndling. Hertil bidrog nu vel for en stor Deel den Hæder, han havde indlagt sig paa
sin Udenlandsrejse, og hvilken ligesom straalede tilbage paa det hele Folk, hvis
Nationalforfængelighed derved smigredes; men han maa dog tillige i sine lysere
Øjeblik have forstaaet at vinde sine Omgivelsers Kjærlighed og Hengivenhed,
og især at gjøre sig yndet af Folket. I Kong Sigurds Dage, heder det i en gammel
Sagaberetning, affattet neppe 60 Aar efter hans Død, havde man det godt, baade
med Hensyn til Afgrøden og mange andre Herligheder, alene dette undtaget, at
han saa vanskeligt kunde styre sit Sind, naar hiin Svaghed kom over ham i hans
sidste Dage. Dog tyktes han at være den dyrebareste og merkeligste af alle Konger,
især formedelst sin Rejse. Han var ogsaa en Mand af et saare ærefrygtbydende
Udvortes og meget høj, ligesom hans Fader og Forfædre. Han elskede sine Folk,
og Folket ham, og han tilkjendegav sin Kjærlighed i denne Kvædling:
«Bønder mig tykkes de bedste,
bygget Land og Fred stande»2.
Til at forsone Efterslægten med hans Minde bidrog vel ogsaa den
Omstændighed, at hans egentlige Efterfølgers Herkomst var temmelig tvivlsom, saa at
der vistnok gaves mange, der betragtede Sigurd—thi om hans unge Søns kortvarige
Regjering kunde der neppe være Tale — som den sidste af hans berømmelige Æt.
1 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 45. Snorre Cap. 29. 1 Agrip, Cap. 49.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
