Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
SIGURD MAGNUSSØN
paakaldte den hellige Kolumba, hans Hjemstavns fornemste Helgen. Magnus,
Kong Sigurds Søn, var tilstede og sagde: «han træder just ikke modigt paa Jærnene».
Men Sigurd svarede vred: «du taler ilde og grumt; han har skilt sig derved som
en Mand». Da Harald havde traadt paa det sidste Jærn, kastede han sig i den
Sæng, der efter Skik og Brug ved slige Lejligheder var redet ved Siden af Jærnene.
Tre Dage efter bleve hans Fødder efterseede, og befundne ubrændte. Da erkjendte
Sigurd ham nok saa venskabeligt for sin Broder (1129) og han kaldtes fra nu af
Harald Gille; det sidste efter hans forrige Navn Gilchrist eller Gillechrist. Magnus
derimod viste sig fiendtlig mod ham, og mange Høvdinger fulgte hans Exempel
i at vise Harald Ringeagt og tilføje ham allehaande Fornærmelser. Hertil gav
visselig Harnlds fremmede Udseende, usædvanlige Dragt og Ukyndighed i det
norske Sprog rig Anledning. Han var høj og smal, havde lang Hals og langt
Ansigt, sorte Øjne og Haar, var hurtig og vever i alle sine Bevægelser, og gik
for det meste i korte, lette Klæder, paa irsk Viis. Men især gjorde man sig lystig
over hans Sprog, thi Harald, hvis Modersmaal var gaelisk, talte daarligt norsk,
stammede og radbrækkede Ordene. Saadan Spot tillod dog ikke Kong Sigurd,
naar han var tilstede, men tog Harald altid i Forsvar, ligesom han overhoved
fra det Øjeblik, han havde anerkjendt ham for sin Broder, stedse lod sig det være
magtpaaliggende at vise ham den tilbørlige Agtelse som saadan. Denne
Ridderlighed er et særdeles smukt Træk i Sigurds Charakteer, thi Harald kunde dog
neppe være ham nogen velkommen Gjest1.
Hvorledes det ellers forholdt sig med Haralds Herkomst, om han virkelig var
den, han gav sig ud for, eller kun var en Bedrager, er et Spørgsmaal, som nu neppe
der i denne ej findes nogen udtrykkelig Bestemmelse om hvorledes der skulde forholdes ved Aflæggelsen
af Jærnbyrd, maa man dog antage, at den samme Regel har gjeldt, som findes i den ældre
Frostathings-lovs Christenret, II. 45, hvor det udtrykkeligt heder, at Jærnbyrd skal aflægges paa Landet i Fylkeskirken,
i Kjøbstad i en nærmere bestemt Kirke. Da nu Harald aflagde Prøven i Fylkeskirken nær ved
Tunsberg, ikke i en af denne Bys Kirker, bliver det klart at Kongen, i hvis Følge ogsaa Harald var, ej
opholdt sig i Staden selv; men paa Kongsgaarden Sæm, nu Jarlsberg.
1 Tiden, da Harald kom til Norge, angives sædvanligviis til 1126, uden at dog nogen Hjemmel derfor
kan paapeges i Sagaerne. Tvertimod synes det efter disse, som om man nødvendigviis maa henføre hans
Ankomst til Høsten 1129. Tydeligst udtrykker sig i saa Henseende -Ægrip, der siger at Kongen meget
snart (brått) efter Haralds Anerkjendelse døde i Oslo. Af Orknøyingasaga seer man ogsaa, at han netop
om Høsten 1129 opholdt sig i eller ved Tunsberg. Desuden omtales ikke i Orknøyingasaga Haralds
Ankomst, førend efter Ragnvalds Ophøjelse til Jarl. Var han kommen før, maatte han ogsaa tidligere være
kommen i en saadan Berørelse med Kol og Ragnvald, at det ej havde kunnet undgaa at omtales.
Kongesagaerne selv nævne ingen bestemt Tid, men det heder dog endog om Drømmen, som Sigurd skal have
haft angaaende Haralds Ankomst, at han havde den langt udi sin Regjeringstid (ofarlega å ævi Siguröar
konungs). Det eneste Sted, fra hvilket man skulde kunne slutte at Harald kom tidligere til Norge, er
Thjodrek Munks Cap. 28, hvor der staar at Sigurd døde «faa Aar» efter at Harald havde aflagt Prøven.
Men dette enkelte Udsagn, som let kan grunde sig paa urigtig Oversættelse, kan ej opveje de ovenfor
anførte, bestemte Data.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
