Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
SIGURD MAGNUSSØN
Rigtigheden af Haralds Paastand. Det havde staaet i hans Magt, at jage ham
bort som en Landstryger og Bedrager, men tvertimod tog han godt imod ham,
ja tilstedede ham endog mod sine fleste Raadgiveres Stemmer, og som det
udtrykkeligt siges, af Egensindighed, Adgang til at aflægge Prøven. Det havde
ligeledes staaet i hans Magt, ved den ham hengivne og forbundne Gejstligheds
Hjelp, at faa Prøven til at løbe uheldigt af, ja man kan vel næsten endog antage,
at hvis de Biskopper1, der bestyrede Akten, havde været overbeviste om at Kongen
ønskede at den skulde mislykkes, vilde de, endog uden noget Vink fra Kongens
Side, have sørget for et saadant Udfald. Men det er langt fra, at Kongen synes
at have næret dette Ønske; tvertimod viste han endog, som det lader, Ømhed
og Deeltagelse for Harald under Akten, og irettesatte, som vi have seet, sin egen
Søn, da denne tillod sig en haanlig Bemerkning. At de fleste Stemmer ved den
foreløbige Raadslagning hævede sig mod at stede Harald til Jærnbyrd, behøver ej
at forklares som Tegn paa at man betvivlede Rigtigheden af hans Paastand,
men kan tilskrives den Frygt, mange med Rette maatte nære for, at Haralds
Anerkjendelse vilde have farlige Følger for Roligheden i Landet. I Sagaerne
findes ingen Ytring, som tyder hen paa at Haralds Foregivende skulde være
falskt; tvertimod siges der jo endog, at den Prøve, der paalagdes Harald, af mange
ansaaes for vel streng; hvorved man dog rigtignok ogsaa maa have for Øje, at
Sagaen blev skreven, da Haralds Ætlinger regjerede i Norge, og da det saaledes
neppe gik an at nære Tvivl om deres Stamfaders retmæssige Adkomst til Tronen.
Den danske Forfatter Saxo udtrykker sig noget mistænkeligere: det heder hos
ham, at Harald, «ved det tydelige Mirakel, at han blev uskadt, da han med bare
Fødder gik over gloende Jærnplader, bragte flere Nordmænd til at skjenke sin
Paastand Tiltro». Men Saxos Ord ere saaledes satte paa Skruer, at det er
vanskeligt at vide, om han virkelig har villet antyde nogen Mistanke, eller om han
kun har søgt efter velklingende Udtryk2: det sidste er lige saa rimeligt som det
første; og selv om det virkelig var Saxos Hensigt at kaste en Skygge paa hans
1 Den ene af disse Biskopper var vel Biskoppen af Oslo (Peter), om hvem vi for øvrigt intet vide;
den anden var rimeligviis Biskop Reinald i Stavanger, da han næst hiin var nærmest ved Haanden. Men
om Reinald veed man, som det strax nedenfor vil sees, at han var bestikkelig, og derhos, i det mindste
senere, en ivrig Tilhænger af Sigurds Søn Magnus og forhadt af Harald. Der er saaledes al Rimelighed
for, at Kongen, om han havde villet det, i alle Fald vilde have kunnet faa ham til at forspilde Prøven
for Harald.
2 Saxos Ord lyde saaledes (13de Bog Side 652): «Qui (d. e. Harald), quum se Magno, Hiberniæ
po-pulatore, procreatum astrueret, affirmationi suæ f idem divini examinis argumento præstare jussus, super
candentes laminas nudatis plantis (nam id ab eo experimentum poscebatur) incessit; iisdemque nulla
ex parte corruptioribus, complures Norvagiensium liquido incolumitatis miraculo ad assertionis suæ
cre-dulitatem perduxit». Ordet credulitas maa her ej oversættes ved «Lettroenhed», men kun ved «Tro», «det
at tro paa».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
