Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD GILLES VEDDELØB
135
maaskee denne klogeligen har smigret for ham, og føjet sig mere efter hans Ønsker,
end den voldsomme, udsvævende Magnus. Saaledes fortælles der, at Harald
sædvanligviis plejede at følge med Sigurd, naar denne, som det var hans Vane,
gik tidligt til Sængs, medens Magnus derimod sad efter og drak med sine
Kamerater. Lige fra først af, da Harald var bleven anerkjendt som Kongens Broder,
havde han opholdt sig ved dennes Hof, uden at man dog i Begyndelsen havde
viist ham synderlig Ærbødighed. Det gik saa vidt, at Folkene i Kongens Hird
eller paa hans Skibe endog vovede ligefrem at fornærme ham, og da Harald engang
noget vel voldsomt hevnede en saadan Fornærmelse paa en høj baaren Mand af
den mægtige Sole-Æt, tog dennes Frænder fat paa Harald, og vilde hængt ham,
hvis ej Kongen var kommen ham til Hjelp. Kongen tilkjendte da hans Fiender
Fredløshedsstraf, hvilken han dog paa Fleres Forbøn eftergav, men han forbød
strengt at tale fornærmelige Ord til Harald, og lod denne tage Plads blandt sine
Skutels vende1. Men derover blev Kongesønnen Magnus og hans Kamerater endnu
1 Denne Begivenhed fortælles, besynderligt nok, anderledes i Morkinskinna, Hrokkinskinna,
Hryggjar-stykke, end hos Snorre. Dog bestaar Forskjellen meest deri, at hines Beretning nævner ganske andre
Personer, end Snorres. Begge Beretninger begynde med, at Kongefc. paa en Sørejse havde lagt ind i en
Havn og at man fornøjede sig ved at svømme. Ifølge den første Beretning udmerkede en Mand ved Navn
Jon sig ved sin Svømmefærdighed; der siges ikke, hvorfra han var, men det synes at underforstaaes, at
han var fra Kongens eget Skib. Kongen, heder det, som en Stund havde ligget stille i Løftingen, mørk
i Hu, løb med eet i Vandet, tog fat paa Jon, og dukkede ham flere Gange under, den sidste Gang saa
længe, at Einar Skulessøn, der tilligemed en anden Mand, ved Navn Erlend Gapamund, havde staaet
ved hans Leje, sagde til denne, at man burde komme Jon til Hjelp, og hindre Kongen fra at gjøre en
Ulykke; Erlend, en sterk og rask Mand, løb da, uanseet at han derved udsatte sig for Kongens Vrede,
ud i Vandet, greb fat paa Kongen, og holdt ham saa længe under, indtil han slåp Jon, der bevidstløs
blev bragt til Land, og længe maatte gnides, inden han kom til sig selv. Harald, der var ombord paa
Kong Sigurds Skib, uden dog at nyde synderlig Agtelse, raadede siden Erlend til at flygte, da Kongen
vist var ham vred, men Erlend sagde, at han kun vilde tilbringe Natten i Land. Harald sagde da til sin
Skosvend, at han gjerne kunde ligge i hans Køje ombord i Skibet, medens han selv blev i Land med
Erlend. Men en vis Lodin, der havde sin Køje nærmest Harald, en Mand af ringe Byrd, men med mange
Indbildninger, og som ofte plejede at spotte Harald, spurgte Skosvenden, hvo der havde givet ham Lov
til at sove mellem fornemme Folk, og jog ham bort. Skosvenden gik til Harald og klagede for ham;
Harald gik vred ud paa Skibet, og agtede ej paa Lodins Klæder, men stødte til dem. Lodin tiltalte ham
grovt, Harald drog Sverdet og gav ham et Hug i Axlen. Morgenen efter savnede Kongen Erlend
Gapamund; Einar Skulessøn sagde at han ej vidste ret, hvor han var, men spurgte, om Kongen vilde lade
ham nyde Fred; Kongen vilde intet love, og Einar kvad i den Anledning et Vers, der anføres; imidlertid
blev Erlend hentet, og Kongen roste og belønnede ham for hans Raskhed og for den Hengivenhed, han
havde viist ham, ved at hindre ham fra at gjøre en ond Gjerning. Siden spurgte han, hvad Tummel
der havde været paa Skibet den forrige Aften, fik Lodins og Haralds Strid at vide, og irettesatte Lodin
haardt. — Snorre derimod nævner i Stedet for Jon en islandsk Mand fra et nærliggende Handelsskib; i
Stedet for Einar Skulessøn og Erlend Gapamund nævner han Sigurd Sigurdssøn, utvivlsomt
Lenderman-den Sigurd fra Hvitastein (se ovenfor Side 82), der efter at have ytret sin Ængstelse for at Kongen vilde
gjøre en Ulykke, og beklaget, at ikke Dag Eilifssøn (om ham se ovenfor B. V. S. 412) var tilstede, selv kaster
sig i Vandet, og faar Kongen til at slippe den anden; Kongen forbyder nu, ifølge Snorre, Sigurd at komme
for sine Øjne, og denne gaar op i Land, hvor flere, hvoriblandt Harald, længer ud paa Aftenen fornøje
sig ved aislags Leg. Harald byder sin Skosvend gjøre hans Køje tilrette; Skosvenden lægger sig selv i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
