Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
SIGURD MAGNUSSØN
mere forbitrede paa Harald, end før, og søgte enhver Lejlighed til at velte sig ind
paa ham. Denne troede de ret at have fundet en Aften i Oslo, da de havde
overtalt Harald til at sidde efter ved Drikkebordet, i Stedet for, som sædvanligt, at
følge Kongen til Sængs. Harald samtalede med en af de Tilstedeværende om
Irland og dets Mærkværdigheder, og ytrede blandt andet, at der i hiint Land
fandtes Mænd, som vare saa rappe til Fods, at ingen Hest kunde indhente dem
i Kapløben. Da Magnus hørte dette, sagde han: «nu lyver han igjen, som han
plejer». «Nej», sagde Harald, «det forholder sig virkelig saa, at der paa Irland
findes Mænd, hvilke ingen Hest i Norge kan indhente». De skiftede nogle flere
Ord derom: begge vare de noget drukne. Magnus havde just faaet en ypperlig
Hest fra Gautland, meget stor og saa hurtig til Fods, at man ej troede den havde
sin Lige. «Nu skal du indgaa et Veddemaal», sagde Magnus, «om at du kan løbe
lige saa hurtigt som jeg rider paa min Hest; jeg sætter min Guldring, du en
lignende Værdi, til Pant». Harald indvendte, at han ej havde sagt, at han selv kunde
løbe saa hurtigt, men kun, at der paa Irland fandtes Mænd, der vare istand dertil:
derom vilde han vedde». «Jeg kan ikke rejse til Irland for den Sags Skyld», sagde
Magnus, «her skulle vi vedde, og ikke der». «Jeg ejer endnu ikke engang saa meget
Gods her i Norge», sagde Harald, «som Værdien af en Guldring». «Saa sæt dit
Hoved i Pant», sagde Magnus. «Det gjør jeg ikke», svarede Harald, forlod Salen,
og gik til Sængs. Morgenen efter fortalte man Kong Sigurd dette. Han svarede:
«jeg kunde nok begribe, at det vilde gaa saaledes; I ere allerede ilde farne, I
Køjen, efter længe at have væntet forgjeves paa Harald, men den, der bliver vred over at han vover
at lægge sig mellem fornemme Folk, er her ej Lodin, men Svein Rimhildssøn eller Knutssøn, en Søn af
Knut Sveinssøn (se ovenfor B. V. S. 408) paa Sole. Ifølge Snorre slaar Svein Skosvenden til Blods, Harald
hugger siden til Svein, og dennes Frænder stimle til, gribe ham og ville hænge ham, da Sigurd
Sigurdssøn, trods Kongens Forbud, løber ombord, og beder Kongen hjelpe sin Broder Harald, som Rygerne ville
hænge. Kongen frelser Harald, dømmer Svein og alle hans Kamerater fredløse, men eftergiver siden
Straffen; Sigurd Sigurdssøn beder han aldrig forlade ham. — Her er det vanskeligt nok at afgjøre, hvilken
Beretning er den retteste. Morkinskinnas, der ogsaa følges af Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Sigurd
Jorsala-farers Saga Cap. 49, 50) synes vel at maatte ligge Begivenheden nærmere end Snorres, og vinder derhos
et Slags Bestyrkelse ved Einar Skulessøns Vers. Men paa den anden Side synes den Omstændighed, at
Snorre, uagtet han, som man af andre Data seer, kjendte hine Kongesagaer, dog her finder sig
foranlediget til at afvige fra dem, at vidne om overvejende Grunde, der maa have bestemt ham dertil. Det
er øjensynligt, at den første Beretning, der for en Deel drejer sig om Skalden Einar Skulessøn, nærmest
maa have været opbevaret blandt dennes Slægtninger, altsaa maaskee paa Island; den anden derimod,
som kun nævner norske Lendermænd, maa have været gængse i Norge, og Snorre maa under sit
Ophold her have erfaret den. Den er unegtelig bedre affattet, og har en sandsynligere Gang, end hiin,
hvorhos det maa merkes, at det anførte Vers af Einar Skulessøn ikke just kan siges, ligefrem at sigte til
Begivenheden, saa at det gjerne kunde have været anvendt ved en anden Lejlighed, og siden urigtigt
henført til denne. De hos Snorre forekommende Persons Navne synes heller ikke at kunne være grebne
af Luften. Vi have derfor i det væsentlige holdt os til hans Relation. I Anledning af at Dag Eilifssøn
nævnes, er det vel at merke, at disse Ord slet ikke egentlig betegne ham som levende; de udtrykke kim
et Ønske om, at han var tilstede, og kunne lige saa godt indeholde en Beklagelse over at han var død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
