Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD GILLES VEDDELØB
137
Nordmænd, fordi I have en vanvittig Konge over eder; men jeg aner, at I om
en føje Stund gjerne skulde ville give det røde Guid for heller at have mig til
Konge end Harald og Magnus: den første er grum, den anden uvittig». Da
For-Messerne vare til Ende, red Kong Magnus op i Gaden, og sendte Bud til Harald,
at han strax skulde komme. Harald kom, skjønt han intet bestemt Løfte havde
givet; han var iført Skjorte, strikkede Lærredsbuxer, løse for Knæet, og bundne
til ved Anklerne, over Skuldrene havde han en kort Kappe, paa Hovedet en
irsk Hat, og i Haanden en Springstav. Magnus sad allerede færdig til at begynde
Veddeløbet. Kong Sigurd var selv tilstede, og mange Tilskuere havde indfundet
sig. Magnus afstak nu Maalet. Harald sagde at det var for langt. Magnus satte det
endda længre, og sagde at det dog var for kort. Da alt var bragt i Orden, gav
Magnus sin Hest af Sporerne, og de begyndte Løbet. Harald var kjendelig hurtigere,
og holdt sig under det hele Løb ved Siden af Hestens Forbov, saa at han kom
lidt forud til Maalet. Kong Sigurd erklærede dette for tilstrækkeligt, da Harald
havde viist at han ikke var senere end Hesten. Men Magnus paastod at Harald
havde holdt i Sadelremmen, og ladet sig drage af Hesten; han fordrede derfor
at de skulde prøve et nyt Løb. Det skede, og nu løb Harald den hele Tid foran
for Hesten. Da han kom til Maalet, spurgte han Magnus, om han da denne Gang
havde holdt i Sadelremmen. «Nej», svarede Magnus, «men du begyndte Løbet
tidligere end jeg». «Saa skulle vi prøve endnu en Gang», sagde Harald. Magnus
lod Hesten først puste ud; derpaa gav han den af Sporerne, og satte afsted. Harald
stod endnu stille, saa at enhver kunde see, at Magnus havde Forspring. Denne
vendte sig om og raabte: «Løb nu!» Da sprang Harald højt i Vejret med et Raab,
og foor saa hurtigt frem paa Banen, at de Omstaaende neppe kunde see hans
Fødder berøre Jorden. Han naaede Maalet saa længe forud for Magnus, at han
endog fik Tid til at lægge sig ned, staa op igjen, og hilse Magnus, da denne kom.
Magnus blev ærgerlig og vilde ikke ud med Guldringen; men Sigurd sagde vred
til ham: «Du og dine Kamerater kalde Harald dum, men jeg holder for at du er
en endnu større Taabe. Du kjender ikke Folkeskik udenlands, og veed ikke, at
i andre Lande beflitte Folk sig med ganske andet, end at tylde 01 i sig og gjøre
sig øre, saa at de ikke kjende til sig selv. Giv Harald hans Ring, og vov ikke at
spotte ham, saa længe mit Hoved er oven Mulde, og jeg er Herre i Landet»1.
1 Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 51. Snorre Cap. 38. Ogsaa denne Tildragelse fortælles noget
anderledes af Snorre, end i de øvrige Kongesagaer. Den væsentligste Afvigelse er den, at Snorre ej lader Kong
Sigurd være tilstede ved Veddeløbet, men imidlertid bivaane Højmesse, og først senere faa Nys derom
efter Maaltidet. Det synes dog rimeligere, hvad de andre Sagaer berette, at han allerede fik Sagen at vide
om Morgenen, og var tilstede ved Løbet. Det er ligeledes kvm Snorre, som tilføjer — hvad der dog i sig selv er
det rimeligste — at dette tildrog sig i Oslo. Her opholdt nemlig Kongen sig den sidste Vinter indtil sin Død.
10 —Munch: Det norske Folks Historie. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
