Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG SIGURDS DØD. SIGURDS SKALDE 139
Sigurds Bedrifter og hele Regjering ere besungne af i det mindste trende
samtidige Skalde, Presten Einar Skulessøn, hvorom der oftere er talt, Halldor Skvaldre,
og Thorarin Stuttfeld. Halldor, der ligesom de to andre rimeligviis var fra
Island, har ogsaa kvædet om Begivenheder efter Sigurds Død. Hans Kvad om Sigurd
synes dog at være forfattet, medens denne endnu levede, og paa sædvanlig Maade
fremsagt for ham selv, da Kongen nemlig i de Brudstykker, vi have tilbage,
tiltales som nærværende. Einar Skulessøns Kvad synes derimod — efter de
Brudstykker, vi have tilbage, at dømme — at være digtet, efter at Sigurd var død.
Om Thorarin Stuttfeld vide vi med Vished, at han digtede sit Kvad i Sigurds
Levetid. Sagaerne have nemlig opbevaret en til Oplysning om Livet ved Sigurds
Hof ret merkelig liden Fortælling om Thorarins første Bekjendtskab med Kongen,
og Anledningen til Digtets Tilblivelse, hvoraf det udtrykkeligt sees, at Thorarin
kvad sin Draapa for Kongen selv. Engang, siges der, da Kongen gik fra en
Skytning til Aftensang, og hans Mænd vare meget drukne og lystige, tog Kongen,
maaskee af denne Grund, Plads med sin Hird udenfor Kirken, og holdt
Aftensang der; men Sangen blev noget forvirret. Da sagde Kongen: «hvad er det for
en Karl der henne ved Kirken i en stutt (kort) Feld (Kappe)?» De
Tilstedeværende vidste det ej. Dog sagde Kongen spøgende i et Par Verslinjer, at den
fremmede Mand hist henne i Feiden var Skyld i, at Sangen gik istaa. Den
Fremmede traadte frem og kvad et Vers, hvori han spøgte med sin Dragt, da han ej
havde Raad til at bære andet end Pjalter, og sagde at han vilde prise Kongens
Gavmildhed, dersom denne skjenkede ham en bedre Kappe. Kongen bad ham
komme til ham næste Dag ved Drikkebordet. Thorarin, der efter hine Ord af
Kongen kaldtes Thorarin Stuttfeld, indfandt sig, men traf udenfor Stuen en
Mand med et Drikkehorn i Haanden, der hilsede ham fra Kongen, at han, inden
han gik ind, skulde have digtet, og strax efter fremsige en eller flere Viser om
en af de tilstedeværende, ved Navn Haakon Serkssøn, med Tilnavnet «Mørstrut»
(d. e. med den fede Hals). Thorarin troede Manden paa hans Ord, digtede
Spotvisen og fremsagde den. Men Kongen benegtede nogensinde at have anmodet
ham derom, og sagde at man havde villet have ham til Bedste; han viste ham
derimod til Sæde blandt Haakons Følge, for at denne, som han sagde, selv kunde
bestemme hans Bod. Haakon sagde at han nok skjønnede Sammenhængen, og
bad ham siden, i Stedet for Bod, at digte et andet Smædevers over hiin Mand,
der havde narret ham, hvis Navn var Arne Fjæreskeiv1. Thorarin var strax rede
1 Han synes at have været en Islænding, og omtales ogsaa i Sturlungasaga I. Cap. 10 ved Beretningen
om Tvisten mellem Thorgils Oddessøn og Havlide Maarssøn (se ovenfor Side 72). Det siges her
udtrykkeligt, hvad ogsaa Thorarin sigter til, at Arne havde været udenlands med Sigurd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
