Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERIK EMUNE I NORGE. MAGNUS’S FORRÆDERI 153
befæstede Lund. Anden Pindsedag, den 4de Juni, satte Nikolas og Magnus med
deres Hær over til Skaane, og landede i Fodevig, hvorfra de strax rykkede op
mod Lund. I deres Hær var ikke færre end sex Biskopper, hvoriblandt en fra
Sverige, og en Mængde Prester, foruden Harald Kesja, Henrik Skatelær og deres
øvrige Tilhængere. Erik drog dem kjek imøde, og vandt en let Sejr, da deres
Krigere allerede ved at see Støvskyerne af Eriks Rytteri, og høre dets
Hestetrampen, bleve slagne med panisk Skræk, og flygtede over Hals og Hoved til
Skibene. Erik forfulgte dem og anrettede et stort Blodbad. Magnus og Henrik
Skatelær gjorde vel tapper Modstand, men bleve overmandede og faldt,
tilligemed fem af de Biskopper, der vare i Hæren, og 60 Prester; den 6te Biskop blev
saa haardt saaret, at han døde nogen Tid derefter. En Mængde af de Flygtende
druknede, da de skulde gaa ombord i Skibene. Kong Nikolas blev selv saaret,
men reddede sig, tilligemed Harald Kesja, ombord paa et Fartøj, hvormed han
satte over til Sjæland. Denne Sejr sikrede Erik Kongedømmet, og skaffede ham
det allerede oftere nævnte Tilnavn Emune, d. e. den evig mindeværdige. Kong
Nikolas rejste først til Jylland, hvor han gav Harald Kesja Kongenavn og
Halvdelen af sit Rige; derpaa begav han sig til Slesvig, hvis Indbyggere han haabede
at vinde, uagtet de ikke for lang Tid siden havde døjet saa meget Ondt af ham
og Magnus under den langvarige Belejring. Men ved hans Ankomst stimlede
Borgerne, hvoraf de fleste vare Medlemmer af St. Knuds Gilde, i hvilket ogsaa
Knut Lavard havde været indskreven, bevæbnede sammen for efter Gildeskraaen
at hevne deres Gildebroders Drab, angrebe ham paa Vejen til Slottet og dræbte
ham med mange af hans Følge (25 Juni 1134). Harald Kesja vovede ikke at
oppebie Eriks Ankomst, men flygtede til Norge, og Erik blev nu tagen til Konge
over hele Landet, idet han med blodig Grumhed mod de faldne Kongers Tilhængere
og Harald Kesjas Sønner befæstede sit Herredømme1.
72. Indbyrdes Krig mellem Kongerne. Haralds Nederlag paa, Fyrileiv.
Næsten i al denne Tid havde de norske Konger, Magnus og Harald, holdt
Fred med hinanden, dog meest, som man maa formode, fordi de begge, saa vel
som deres Mænd, med spendt Opmerksomhed fulgte Begivenhederne i Danmark2,
og enten haabede at kunne finde en eller anden Lejlighed til at opnaa Fordeel
1 Saxo, S. 655—657. Sven Aagessøn, hos Langebek, Ser. I. S. 60. Anon. Rosk. sammesteds, S. 382.
Helmold. I. 51. Knytlingasaga Cap. 94—98. Islandske Annaler ved 1130.
2 Herom vidner noksom Magnus’s Giftermaal, og Opholdet i Kongehelle.
11 — Munch: Det norske Folks Historie. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
