Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD ANGRIBER MAGNUS. BISKOP REINALDS HENRETTELSE 161
om at lade ham beholde Livet, men for øvrigt behandle ham saaledes, at han
fra den Tid ikke kunde tænke paa at kalde sig Konge. Han blev derfor
over-antvordet til den grummeste Lemlæstelse af Kongens Trælle; de ståk hans Øjne
ud, hug den ene Fod af ham, og gildede ham. «Dette Verk», siges der i en gammel
Saga, «var ondt og ukongeligt, thi Krigsmændene raadede mere end Kongen
selv». Mishandlingen ledsagedes af Forhaanelser. Man spurgte ham spottende,
hvem af sine Mænd han ønskede skulde blindes, ligesom han selv. Han troede
ikke, svarede han, at nogen fandt Behag deri. Da sagde den tro Ivar Asserssøn,
at ligesom han havde lignet sin Konge da denne var seende, ønskede han
fremdeles at være ham lig i Blindhed. Hans Øjne bleve derfor ligeledes udstukne.
Haakon Fauk, Kongens Morbroder, blev dræbt. Magnus blev siden bragt til
Nidaros, iført Munkeklæder, og indsat i Nidarholms Kloster, der ved denne
Lejlighed fik Gaarden Store-Hernes paa Frosten til hans Underhold1.
Harald underlagde sig nu hele Riget og lod anstille skarpe Undersøgelser om,
hvo der især havde været Magnus’s Venner, og hvo der vidste bedst Besked om,
hvor hans Penge og Kostbarheder vare forvarede. Selv havde Magnus siden
Fyrileiv-Slaget ført den hellige Kors-Relikvie med sig, og var længe ikke at
formaa til at bekjende, hvor han havde gjort af den. Senere maa han have
udleveret den, da den endnu samme Aar omtales som opbevaret i Kongehelle. Da
Biskop Reinald i Stavanger havde været en særdeles god Ven af Kong Magnus,
og, som vi have seet, neppe uden Grund ansaaes for en meget pengebegjærlig
Mand, fandt man det ikke usandsynligt at Magnus havde betroet ham sine Skatte.
Der blev sendt Bud efter ham, og han kom til Bergen, hvor man strax bar denne
Mistanke paa ham. Men han negtede aldeles at have modtaget noget, og tilbød
sig at aflægge Ed derpaa. Herom vilde Harald intet høre, men paalagde Biskoppen
at udrede tolv Merker Guld. Biskoppen sagde at han heller vilde vove sit Liv,
end udarme sin Biskopsstol, der allerede var fattig nok, ved en saadan Udtælling.
Da blev han, ligeledes paa Krigsmændenes Forlangende, uden videre hængt paa
Holmen i den Valslynge, Magnus havde oprejst. Da han gik derhen, rystede han
den ene Halvstøvle af sin Fod, og sagde: «jeg sværger, at jeg ikke veed om mere
Gods, der tilhører Kong Magnus, end hvad der er i denne Støvle». Man fandt
en Guldring deri. Reinald blev begraven ved Michaelskirken eller Munkeliv
Kloster paa Nordnes, til hvis Konvent han, som ovenfor antydet, maaskee havde
hørt. Disse Grusomheder bleve, som rimeligt var, meget dadlede. «Ved
Biskoppens Drab bedrøvede Harald», heder det, «alle gode Mænds Hu og Hjerte, og
rimeligt er det, at det er denne Ugjerning, der har bragt saa vel Norge som Gjer-
1 Harald Gilles Saga Cap. 9, 15. Snorre Cap. 8, 12. Saxo S. 662.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
