Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BISKOP ARNALDS HAARDHED 183
bandt ham til, som det hed, at forsvare Biskoppens og Kirkens Rettigheder, og
mod sit Ønske, kun dreven af Frygt for den hevngjerrige Biskops Vrede, dræbte
han Assur paa Kirkegaarden ved Langenes, just som Biskoppen selv havde holdt
Messe. Biskoppens Haardhjertethed gik saa vidt, at han neppe engang vilde
tillade at Liget fik en ordentlig Begravelse, uagtet Einar selv bad derom. Han
tillod endelig at jorde det ved den Kirke, hvor de nu befandt sig, og hvorved
ingen Prest var ansat, men han lod ikke nogen Prest synge over det, førend det
var kommet i Jorden. Einar bebrejdede Biskoppen hans grumme Ferd, og spaaede
store Ulykker deraf, men Biskoppen meente, at det ej havde nogen Nød.
Det rygtedes til Vesterbygden, hvor ilde det var gaaet Assur, og hans Frænde
og Kamerat, ved Navn Simon, besluttede at optræde som Eftermaalsmand. Ketil
Kalfssøn paatog sig at føre hans Sag, og drog i Forvejen med Kolbein og nogle
flere til Thinget i Garde. De øvrige skulde strax følge efter paa Kolbeins Skib.
Da Ketil og Kolbein kom til Thinget, var den gamle ærværdige Sokke allerede
tilstede, og tilbød Forlig paa Einars Vegne, men Ketil Kalfssøn paastod lovlig
Rettergang, og gik til Dommen. Her var dog Einar nu, som tidligere, paaferde,
og drev Dommerne fra hinanden, saa at Nordmændene ej kunde faa deres Sag
fremmet. Da de øvrige, hindrede ved Modvind, endnu ej vare komne, følte Ketil
og Kolbein sig ej mandsterke nok til at maale sig med Einar, men modtoge, skjønt
højst ugjerne, Sokkes atter fremsatte Mæglingstilbud. Det aftaltes, at Forliget
skulde sluttes nogen Tid derefter paa et Sted ved Navn Eid, i Nærheden af Garde.
Imidlertid kom ogsaa de øvrige Nordmænd vestenfra, og Kolbein ytrede, at havde
de været tilstede paa Thinget, vilde det neppe nu være saa nær ved Forlig. Efter
hans Forslag droge de alle, fuldt udrustede, til Forligsmødet, og skjulte sig i en
afsides Vaag ikke langt fra Bispegaarden. Einar kom just, som det ringede til
Højmesse. Nordmændene, som hørte det, sagde at man gjorde alt for megen
Ære af ham, naar man endog ringede med Klokkerne til hans Modtagelse. Ketil
bad dem ikke at ærgre sig derover, da det maaskee torde blive til Ligringning
inden Aften. Einar satte sig nu med sit Følge paa en Bakke, og Ketil, Simon,
og flere af Nordmændene traadte frem, for, som det hed, at afslutte Forliget.
Sokke, Einars Fader, fremlagde adskilligt Løsøre til Vurdering, for at anvende
det til den Bod, der skulde betales. Ketil fordrede at han selv og en islandsk
Handelsmand, der var tilstede, skulde vurdere Godset. Sokke samtykkede deri;
imidlertid gik Simon med en mørk Mine omkring paa Pladsen. Blandt de Sager,
som kom frem, var en gammel Spangebrynje. Simon greb den, og kastede den
hen paa Sletten med de Ord: «det er Skam at byde saadant for en Mand som
Assur». Derpaa gik han op mod Grønlændingerne, der sad paa Bakken. Disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
