Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VENDERNE I KONGEHELLE
189
i paakommende Tilfælde ganske kunde stænges. Men paa den anden Side af
Gulløen og Ragnhildholmen, der ligge lige udenfor Byen og nu ere landfaste med
Hisingen, løb dengang en smal Arm af Elven, som man rimeligviis ansaa alt for
grund og ubetydelig, til at det skulde være nødvendigt at stænge den. Denne
Vej benyttede dog Venderne, idet de først lagde til nede ved Pælene, og satte
Rytteriet i Land, men derpaa under Anførsel af Dunimitz og Unnibor med den
største Deel af Skibene roede op ad hiin østre eller søndre Arm, hvor de kom
godt frem, enten fordi Skibene nu vare lettede, eller fordi de i sig selv vare smaa
og lidet dybtgaaende1. Einar, en Svigersøn af Presten Andreas, var en af de
første, som blev de ubudne Gjester var; han skyndte sig op til Kastelkirken,
just som hans Svigerfader prædikede til Højmesse for de fleste af Byfolkene, og
meldte at en stor Flaade nærmede sig Byen ovenfor, medens en Rytterskare
kom udenfra over Brataasen. Mange sagde at det maatte være den danske Konge
Erik, af hvem man ej væntede sig nogen Ufred, eller i alle Fald ingen haard
Behandling2. Imidlertid ilede de hjem, hver til sit, væbnede sig, og gik ned til
Bryggerne: da fik de snart Øjnene op, thi lige for dem laa Vendernes talrige Flaade,
der allerede havde begyndt Striden med et Angreb paa ni Østerfarerskibe, som
laa ved Bryggerne, og tilhørte nogle Kjøbmænd. Disse forsvarede sig
haardnakket, og Bymændene understøttede dem ved at beskyde Fienden fra Bryggen,
saa at Venderne i denne Kamp skulle have mistet 160 Skibe med Besætning. Men
deres store Folkemon gjorde dog til sidst Udslaget; de bleve Herrer over Skibene,
medens Bymændene flygtede op i Byen, og derfra ind i Kastellet, medbringende
deres Kostbarheder og alt det Gods, som de i Hast kunde faa med sig. Solveig,
Andreas Prests Hustru, flygtede med sine Døtre og to andre Kvinder op i Landet.
Venderne gik nu i Land og mønstrede sine Folk. Da saa de først, hvor stor
Skade de havde lidt. Efter at have plyndret og derpaa aldeles opbrændt saa vel
Byen, som Skibene, stormede de op mod Kastellet, og beredede sig til at angribe
det. Ratibor lod dog først Besætningen og de øvrige, som vare derinde, tilbyde
fri Udgang med Vaaben, Klæder, Guld og Sølv; men herom vilde man intet høre,
alle raabte imod, og gik ud paa Brystværnet, idet de skøde, eller kastede Stene
og Stavre3 ned paa Venderne. Det viste sig ogsaa i det følgende, at det ej var
1 At Beskrivelsen over Vendernes Sejlads nødvendigviis maa være saaledes at forstaa, er viist i Norsk
Tidsskrift, IV. S. 293 flg. Snorre eller hans Hjemmelsmand har, aabenbart ved en Misforstaaelse, ladet
Vendernes ene Afdeling tage hele den lange Vej omkring Hisingen i Stedet for om den lille Gullø.
4 I Sagaen staar, at de af Erik ventede «Grid»; dette Udtryk, der ellers bruges om den Fred, eller
Naade, der tilstaaes af en Sejrherre, bestyrker maaskee det ovenfor antydede, at der paa denne Tid herskede
et spendt Forhold mellem Harald Gille og Erik Emune.
3 Disse Stene og Stavre vare rimeligviis de, som Kong Sigurd havde ladet samle, se ovenfor S. 132,
og Forraadet kom saaledes snarere, end man maaskee væntede det, til Nytte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
