Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VENDERNE I KONGEHELLE. ØLVE MYKLEMUND 191
sides1. Den tapre Befalingsmand eller, som han kaldtes, kongelige Sysselmand,
Sæmund Huusfreyja, ogsaa en Svigersøn af Andreas Prest, stod selv med sin Søn
Aasmund, og skød paa Fienden. Blandt Venderne var der en fortrinlig Bueskytte, som
i hvert Skud fældte sin Mand; to Mænd stode paa hver sin Side af ham og dækkede
ham med sine Skjolde. Sæmund bad Aasmund at skyde paa Bueskytten i samme
Øjeblik, som han selv rettede sin Piil mod en af Skjoldbærerne. De gjorde saa;
da Sæmunds Piil kom, rykkede Manden Skjoldet for sig selv, og blottede derved
Skytten, hvem Aasmunds Piil traf lige i Panden, saa at den stod ud gjennem
Nakken. Da Venderne saa ham falde død tilbage, hylede de som Hunde eller
Ulve. Da lod Ratibor endnu engang tilbyde Nordmændene Grid, men de vægrede
sig fremdeles ved at modtage den. Kampen begyndte paa ny, heftigere end
forhen. En af Hedningerne vovede sig uden Skjold lige indtil Kastelporten og ståk
sit Spyd gjennem Gitret i en Mand, der stod indenfor; man skjød og ståk paa
ham, men uden at det beed: dette tilskrev man Trolddom, og Andreas Prest
leverede derfor Aasmund et Stykke Tønder, antændt i indviet Ild, hvilket denne
satte paa Odden af en Piil, og skød den mod Venderen. Pilen traf, og Venderen
faldt død til Jorden: ogsaa da hylede og hvinede Hedningerne, som før. Man
saa nu Venderne flokke sig hen til Fyrsten, som om de nu syntes at have faaet
nok, og at det var paa Tide at begive sig bort. Men en Nordmand, der kunde
vendisk, og gjorde Tjeneste som Tolk, sagde at Høvdingen Unnibor kun gjorde
sine Folk opmerksom paa, at Nordmændene, der først havde forsvaret sig med
Pile og Spyd, siden med Stene, nu tilsidst kun brugte Stavre og Stokke, og derfor
efter al Rimelighed paa det nærmeste havde opbrugt sit Vaabenforraad, saa at
det vel var Umagen værd endnu at vove en Dyst, skjønt det paa den anden Side
vistnok havde været bedst, om man aldrig havde indladt sig med et saa stridbart
Folk; «om vi end», sagde han, «tage alt det Gods, der findes i Byen, burde vi dog
give lige saa meget til, at vi ej vare komne her». Hvor vidt man fra Kastellet
endog kunde høre Unnibors Ord, eller, om man hørte dem, opfattede dem rigtigt,
maa staa ved sit Værd2: vist er det, at Hedningerne fornyede Angrebet, og at
Nordmændene nu lede saadan Mangel paa Forsvarsvaaben, at de maatte hugge
hver Stavr i to Stykker. Da faldt den brave Befalingsmand, Sæmund Huus-
1 Dette siges udtrykkeligt i Beretningen; og saa vel heraf, som af Ratibors oftere gjentagne Fredstilbud
til Nordmændene, og den kjendelige Ærefrygt, han viste Presten og Relikvien, ikke at tale om hans senere
offentlige Overgang til Christendommen, kan man vistnok slutte, at Hedningernes Vildhed og
Forstyrrelses-lyst var ham imod, om han end nok havde til Hensigt at samle Bytte, og maaskee at hevne sig paa Harald
Gille. At Venderne siden brøde hans Tilsagn til Indbyggerne, er neppe at tilskrive ham, men alene
Hedningernes Uregjerlighed.
2 Maaskee dog at Nordmanden stod udenfor Kastellet hos de vendiske Fyrster, i sin Egenskab af Tolk,
og først senere fortalte sino Landsmænd hvad Unnibor havde sagt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
