- Project Runeberg -  Det norske folks historie / VI /
250

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

250

INGE, SIGURD OG EYSTEIN H A R A L D S S 0 N N E R

tren. Nogle sad der paa sin egen Bekostning, andre hos Bønderne, atter andre
hos Jarlen. Men der forefaldt mange Uroligheder, som det lettelig kunde skee,
hvor saa mange forskjellige, tildeels overmodige og tøjleløse Folk vare samlede.
Især opstod der Trætte mellem Orknøingerne og Nordmændene om Kjøb og
Elskovs-Handeler, og Jarlen havde den største Nød med at forlige dem og nogenledes
holde den gode Forstaaelse vedlige. Eindride forblev paa Hjaltland om Vintren,
men sendte strax Mænd til Norge for at bestille ham et nyt Østerfarer-Skib. En
af hans Følge, Arne Spytelegg, en overmodig og voldsom Mand, ligesom han selv,
tog sit Ophold paa Orknøerne, selv tiende. Han kjøbte Malt og Slagt paa Kredit
af en af Svein Asleivssøns Landbønder, men da denne skulde kræve Pengene,
gjorde han Vanskeligheder ved at betale; da han kom anden Gang, svarede han
ham grovt, gav ham endog et Øxhammerslag, og bad ham haanligt henvende sig
til Kæmpen Svein, som han saa ofte førte i Munden, om at skaffe ham Ret. Bonden
henvendte sig virkelig til Svein; denne vilde ej give noget bestemt Løfte; men
en Dag om Vaaren (1153), da han rejste om for at opkræve Landskyld, og kom
til den 0 hvor Arne opholdt sig, gik han ind i Huset, hvor denne endnu laa i sin
Seng, fordrede i hans Mænds Nærværelse, at han skulde betale Bonden, hvad
han skyldte ham, og da Arne endnu gjorde Udflugter, sagde han, at han ikke
vilde vente længer, og satte Øxen i Hovedet paa ham, saa at den stod fast lige
til Øxehamren. Han løb derpaa, forfulgt af Arnes Kammerater, ned til sin Baad;
nær var han bleven indhentet, men frelste sig ved at slaa den nærmeste af sine
Forfølgere i Ansigtet og Øjnene med en leret Tang-Kvast, som han greb paa
Strandbredden. Siden meldte han Jarlen hvad der var skeet, og bad denne mægle Forlig
i Anledning af Drabet. Jarlen føjede ham strax, fik Arnes Kammerater overtalte
til at tage imod Bøder, og betalte dem selv, ligesom han ogsaa af sit eget Gods
udredede Bøder for mangen Ustyr, Nordmændene og Orknøingerne om Vintren
havde begaaet. Tidligt om Vaaren sammenkaldte han et Thing paa Rossø, hvor
alle Høvdinger kom sammen. Her kundgjorde han nu offentligt sin Bestemmelse,
samme Aar at ville tiltræde et Jerusalems-Tog. Regjeringen under sin Fraværelse
overdrog han sin Frænde og Medjarl Harald Maddadhssøn, som da var henimod
tyve Aar gammel, stor og sterk, ikke smuk af Udvortes, men særdeles forstandig,
og efter alles Dom vel skikket til at være Høvding. Han bad sine Venner at være
ham lydige og staa ham bi i alt, hvortil han behøvede deres Hjelp, indtil han
selv kom tilbage igjen. Dette viser, hvilket godt Forhold der nu var mellem
Ragnvald og Harald, og hvilken ubetinget Tillid han havde til ham1.

1 Orknøyinga Saga S. 158—276. At Ragnvald Jarls Afrejse fandt Sted i 1153, og hans Besøg i
Norge følgelig i 1150, er tydeligt af følgende. Harald Jarl siges i Aaret 1136 at være tre Vintre gammel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:43:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/6/0260.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free