Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARDINALEN DRAGER TIL SVERIGE
285
Efter tilendebragt Hverv i Norge, formodentlig i Løbet af September eller
Oktober Maaned (1152), forlod Kardinalen Landet under gjensidige
Venskabs-beviser mellem ham og Folket. Han fik store Vennegaver, og selv lovede han
at han stedse skulde være Nordmændenes Ven1, hvilket Løfte han og trolig holdt.
Vore ældre Skrifter hædre ham med Tilnavnet «den Gode»2, hvilket vistnok
allerede strax efter hans Afrejse blev ham til Deel. Fra Norge drog han efter
Bestemmelsen til Sverige, for ogsaa der at oprette en Erkestol og indføre nyttige
Reformer, ligesom i Norge. Han skal til den Ende have ladet et Møde, indrettet
formodentlig paa samme Maade som det norske, sammenkalde i Linkøping3, men
han kunde dog ikke faa sit Hoved-Erende udrettet, thi Sviarne og Gauterne
kunde hverken enes om, hvo der skulde ophøjes til den nye erkebiskoppelige
Værdighed, eller om den vordende Erkestols Sæde. Nikolas indskrænkede sig
derfor til at indføre Rumaskatten og tilvejebringe et Forbud mod at bære Vaaben
i Byerne, ligesom i Norge; han indskærpede ligeledes Forbudet mod Gejstliges
Giftermaal, og udgav et Statut, som det heder, om Kirkens Frihed. Men for
Palliet, som han havde medbragt for dermed at beklæde den nye Erkebiskop,
fik han ingen Brug, og han medtog det ved Afrejsen. Denne havde han tænkt
at foretage til Søs, ligesom han var kommen; men formedelst den sildige Aarstid
og det stormende Vejr foretrak han at lægge den over Danmark, hvor piinligt
det end maatte være for ham at komme sammen med Erkebiskop Æskil, der
imidlertid var vendt tilbage fra Frankrige, og som tog det meget ilde op, at han
havde berøvet ham hans Myndighed over Norge. Men Nikolaus formildede ham
ved at tilbyde ham Primatet eller Overhøjheden over den tilkommende Erke-
1 Inge Haraldssøns Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23.
2 Saaledes paa det foranførte Sted (III. 17) af den ældre Frostathingslov, saa vel som i Fagrskinna
Cap. 260.
3 Dette angives af flere, navnlig Lagerbring, II. S. 115, men, som det synes, overalt kun efter Johannes
Magnus’s, som sædvanligt, upaalidelige Fortælling. Sagen er dog i og for sig selv sandsynlig, især naar man
seer hen til Kardinalens Fremgangsmaade i Norge. Om Nikolas’s Foretagender i Sverige gives der ingen
andre bestemte Udsagn, end deels hvad Saxo fortæller, S. 697, 698, deels de Antydninger, som indeholdes
i Pave Anastasius’s Skrivelse til Kong Sverke af 28de Novbr. 1154, efter Nikolaus’s Tilbagekomst. Der
indskærpes Overholdelsen af hans Forskrifter og Statuter «om Kirkernes Frihed, om (Presternes) Egteskab,
om ikke at bære Vaaben og andre til Folkets Vel sigtende Bestemmelser». Der siges og (se Manrique Ann.
Cist. S. 46) at han skal have givet Nordmændene og Sviarne en Katechismus, hvis Indhold siden fulgtes,
saa længe Katholicismen varede. Forholder det sig virkelig saa, kan denne Katechismus neppe have
bestaaet i andet end en kort Opstilling af de fornemste Troeslærdomme, og i saa Fald er det aabenbart den,
der aller først findes forudskikket den ved Midten af 13de Aarhundrede i Norge for Island udarbejdede
saakaldte Haakonarbok (Norges gamle Love I. S. 261 Cap. 7) og som siden er uforandret gjengiven ved
Begyndelsen af den nyere norske Landslovs Christenret (Norges gamle Love II. S. 22 jvfr. 192, 306). Hiin
Skrivelse af Anastasius saa vel som en anden af samme Dag til de svenske Biskopper, ere aftrykte i
Lilje-grens Dipl. Svec. I. 561, 679, men urigtigt henførte til 1153 (se Jaffé, Regesta Pontificum Romanorum,
S. 658).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
