- Project Runeberg -  Det norske folks historie / VI /
290

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

290 INGE, SIGURD OG EYSTEIN H A R A L D S S 0 N N E R

Denne Mangel i Biskopsstolens fuldstændige Udstyr blev nu efter Erkesædets
Oprettelse afhjulpen, idet der ved hver Biskopsstol stiftedes faste Domkapitler
eller Chorsbrødre-Kollegier. Ogsaa disse Institutioner oprettedes enten ved
Kardinal Nikolaus’s umiddelbare Foranstaltning, da han endnu opholdt sig i Norge,
eller han gav Stødet dertil, saa at han siden som Pave Hadrian kunde meddele
dem sin Bekræftelse. Det er nemlig vist at Hadrian, enten i Nidaros alene, eller,
som det maaskee snarere skal forstaaes, for den hele norske Provins, oprettede
tre Archidiakonater, og bestemte at der alene skulde ordineres een Dekanus1.
Da en Archidiakonus (Erkedegn) saa vel som en Dekanus (Kapitelforstander)
forudsætter Tilværelsen af et Kapitel, bliver det følgelig klart, at Domkapitlerne
have været Gjenstand for hans Omsorg, kun savne vi nærmere Underretning om,
i hvilken Udstrækning det har skeet, og hvilke Rettigheder Chorsbrødrene have
faaet. Alt, hvad man ellers veed derom, indeholdes i et politisk Stridsskrift mod
Gejstligheden fra Aarhundredets Slutning, hvoraf vi anføre følgende. «Fordum
herskede her i Landet den Sædvane, at Kongerne gave enhver Kirke paa egen
Haand til den, de fandt for godt. Saa og med Hensyn til Biskopper og Abbeder;
de valgte hvem de behagede, og satte dem til hvilke Biskopsdømmer de vilde,
uden nogen Indblanding af Gejstligheden. I den Tid var der ved de fleste
Biskops-stole ingen Skare af lærde Mænd eller Chorsbrødre til at forføje derom, og derfor
ordnede Kongerne den Sag, som de vilde. Denne Sædvane var den herskende
lige fra Christendommens Ophav; saaledes forholdtes der i St. Olafs Tid, og lige
indtil Eysteins, Sigurds og Inge Haraldssønners Dage. Men siden Pallium kom
til Norge efter de nys nævnte Kongers Foranstaltning, og en Erkebiskopsstol
var oprettet i Landet, bleve ogsaa Præbender stiftede ved Biskopsstolene og
besatte med Chorsbrødre. Man anholdt nu hos Kongerne om den Indrømmelse,
at de vilde lade forholde med Kirken og Valgene, som det meest stemmede med
hvad der maatte findes i hellige Skrifter; man anholdt derom i Særdeleshed fordi
der var tre Konger paa een Gang, og det saaledes let kunde hænde, at Uenighed
opstod imellem dem, saaledes som det ogsaa viste sig; forstandige Mænd
befrygtede nemlig i saa Fald, at naar en Biskopsstol blev ledig, kunde det, hvis
Kongerne ej vare enige indbyrdes, let indtreffe at hver af dem valgte sin Klerk
dertil, saa at der paa den Maade fremstod tre Kandidater, hver med sin
kongelige Beskytter i Ryggen. Noget lignende indtraf ogsaa i Bergen, da Biskop

1 Dipl. Norv. I. 1. Da det, som nedenfor vil sees, er vist, at der aldrig fandtes mere end een Erkedegn
i Nidaros, maa man snarest forstaa hine tre Archidiakonater om det throndhjemske, bergenske og
orknø-hjaltlandske. Dette passer godt med Forholdene, thi saa vidt vides, fandtes der ingen Erkedegn i Stavanger,
Hamar eller Oslo.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 20:43:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/6/0300.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free