Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
INGE HARALDSSØN
I kom til Skade, thi ingen kan vide, hvad Vaadeshandling En i sin Hidsighed
kan begaa!» Kongen maatte vende tilbage, og Kampen fortsattes, indtil ni Mand
vare faldne, fire havde faaet Banesaar, hvoraf de siden døde, og en Mængde vare
saarede. Da sagtnedes Striden lidt, og Gregorius gik med sin Flok op til
Nikolas-kirken1. Erlings Flok fulgte efter, og raabte til dem. Da kom Kong Inge, og
fik endelig Striden standset. Der kom vel et Forlig istand, og efter begge Parters
Ønske bestemte han Vilkaarene; men vi have allerede seet saa mange Exempler
paa, hvorledes Slagsmaal og Blodsudgydelser, langt ubetydeligere end dette,
trods sluttede Forlig plejede at fremkalde langvarige og blodige Fejder, til at
vi ej skulde være forvissede om, at dette Slagsmaal vilde have haft lignende
Følger, dersom ikke Omstændighederne strax efter havde ført Gregorius og hans
Tilhængere fra Erling og hans Parti, for aldrig mere at bringe dem sammen.
Efterretningen om Haakons og Sigurds Ankomst til Viken kaldte nemlig Inge
og Gregorius strax tilbage derhen, medens derimod Erling, som det synes,
forblev i Bergen eller paa sin Ættegaard2.
Da Inge og Gregorius kom til Viken, rømte Haakon og hans Folk som
sædvanligt bort, først til Sverige, men siden, rimeligviis paa Skibe, som de fik fat paa
i Gaut-Elven, til Danmark. Inge forfulgte dem lige til Sjæland, hvor flere af dem
gik i Land og skjulte sig i de nærmeste Skove. Han sendte Bud til Biskop
Absalon i Roeskilde med Anmodning om at lade dem gribe, men Absalon, som fandt
dette inhumant, gjorde intet derved3, og Inge vendte tilbage til Oslo, medens
Gregorius, som forhen, tog sin Post i Kongehelle, for at være paa Ferde, om
Flygtningerne atter skulde komme. I Begyndelsen af Vintren spurgte han til
dem; de vare nu komne tilbage og holdt atter til i Grændse-Egnene, denne Gang
oppe i Saur bygden, i den nordøstlige Deel af Fylket. Strax begav han sig did
for at overrumple dem, og kom en Nat ganske uventet til det Sted hvor de vare4.
Der var tvende Gaarde, en større og en mindre, begge besatte af Haakons Folk.
I den Tanke, at Haakon og Sigurd vare paa den større Gaard, omringede
Gregorius denne, og satte Ild paa den. Men de vare paa den mindre, og saaledes
udenfor den overhængende Fare. De ilede dog ved Synet af Ilden hen for at
komme deres Mænd til Hjelp, og saaledes opstod der en Fegtning, hvorved Munan,
en Søn af Aale Uskeyn, Kong Sigurd Munds Halvbroder, faldt. Flere af dem,
der vare inde i den brændende Gaard, kom ud, men bleve for største Delen dræbte.
i Denne laa omtrent midt i Byen. 2 Haakon Herdebreds Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12. 3 Saxo S. 791.
4 Sagaen nævner her «Saurbæir», hvilket egentlig kun er et Fællesnavn for hele Sørbygdens Hered,
men sandsynligviis menes her særskilt Gaarden Sørbø i Krokstad Sogn. Det er tydeligt nok, at
Flygtningerne have landet yderst i Halland, eller i Nærheden af det nuværende Gøteborg, og at de have taget
Vejen nordefter paa Østsiden af Elven, indtil de have naaet Grændse-Egnen paa højre Side af denne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
