Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
INGE HARALDSSØN
gorius, «jeg er just ikke den, som man behøver at sætte Staal i til Angreb, og
det gjøres heller ikke nu fornødent; følger I kun ordentligt med, og bliver ikke
staaende paa Land, naar jeg gaar ud paa Isen, siden I endelig vil at jeg skal
vove mig i denne Fare; jeg gjør det højst nødigt, men jeg kan ikke taale eders
Bebrejdelser». Han bød nu at bære Merket frem, og gik ud paa Isen med sin
Flok. Det viste sig snart, at han havde Ret; Isen brast under ham, og han sank
i, skjønt ikke dybt. Han bad sine Folk tage sig i Vare, men da Bønderne saa,
hvor daarlig Isen var, skyndte de sig paa Land igjen, og kun henved 20 Mand
bleve tilbage hos ham. Medens de befandt sig i denne mislige Stilling, skøde
Haakons Mænd paa dem fra den anden Side, og en Piil traf Gregorius i Struben,
saa at han fik sin Død deraf. Ti af hans Mænd bleve ligeledes dræbte. Dette
ubetimelige og uventede Endeligt fik Gregorius, den ypperste af Norges
Lender-mænd paa den Tid, og den Mand, der egentlig styrede i Kong Inges Navn og
opretholdt hans Magt i de uroligste og farefuldeste Aar af hans Regjering. Der
tales ikke om, at hans Mænd fortsatte Kampen efter hans Fald, eller søgte at
hevne ham. Sandsynligviis have de nøjet sig med at frelse hans Lig, og derpaa
trukket sig tilbage. Hans Lig blev ført til hans Ættegaard Bratsberg, og
begravet ved Gimsø Kloster, hvor hans Syster Baugeid var Abbedisse1.
95. Kong Inges Fald.
Kong Inge havde imidlertid tilbragt Julen i Oslo under Gammen og
Lystighed, med mange fornemme Mænd og Kvinder, som da vare forsamlede hos ham.
Der var hans Halvbroder Orm Ivarssøn, kaldet Kongsbroder, som nys havde
fæstet Kong Eysteins Enke, Ragna Nikolasdatter, og gjorde store Forberedelser
til Brylluppet, som skulde staa paa den første Søndag i Februar; der var
Kongedatteren Christina, Erling skakkes Hustru; Simon Skaalp, Kongens Svoger,
rimeligviis ogsaa med sin Hustru, Gudbrand Skafhøggssøn, der var gift med en Datter
af Kong Eystein Magnussøn, og endelig Gudrød Olafssøn, Syderøernes Konge,
der allerede i nogle Maaneder havde opholdt sig i Norge, for at søge Hjelp mod
den mægtige Sumarlide af Argyll, hvorom nedenfor. En Dag kom tvende
Aar-mænd fra Viken, og forlangte Kongen i Tale. Han spurgte, hvad de havde at
melde. De forkyndte ham Gregorius Dagssøns Fald. «Hvorledes skede denne
Ulykke?» spurgte han aller først. De fortalte de nærmere Omstændigheder. «Her
raadede de som mindst duede dertil», sagde han, og blev saa betagen af Sorg,
at han græd som et Barn. Da han var bleven lidt roligere, sagde han: «Saa snart
1 Inge Haraldssøns Saga Cap. 14, 15. Snorre Cap. 13, 14.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
