Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GREGORIUS DAGSSØNS FALD
317
jeg fik høre om Halldors Drab, vilde jeg drage til Gregorius, thi jeg kunde nok
skjønne, at han ikke vilde sidde længe rolig uden at søge Hevn; men det lod til
at disse Folk her ansaa intet mere magtpaaliggende end Julegildet, og det maatte
slet ikke afbrydes; jeg er vis paa at havde jeg været der, vilde vi enten have
udrettet noget stort, eller Gregorius og jeg havde begge faret samme Vej. I ham
har jeg tabt den Mand, som har været min huldeste Ven og som aller meest har
støttet mit Herredømme i Landet. Nu vil jeg paa egen Haand drage mod Haakon,
og enten skal jeg falde, eller faa Haakon og hans Venner tagne af Dage; om de
saa alle falde, er dette dog ikke Hevn nok for en saadan Mand som Gregorius».
Da sagde en af de tilstedeværende: «du behøver just ikke at bryde dig stort med
at opsøge Haakon, thi han og de øvrige agte sig hid mod dig». Dette forholdt
sig virkelig saaledes. Gregorius’s Fald gav aabenbart Haakon og Sigurd Mod til
at vove et raskt Forsøg mod Inge selv. Ved Efterretningen om at man med det
første kunde vente et Angreb af Haakons vilde Skarer, beredede Fru Christine,
og rimeligviis flere af Kvinderne sig til at forlade Byen. Kongen fik det at høre,
og spurgte, hvad det skulde betyde. Hun svarede, at under den Fare, som truede
Byen, vilde den ej være et passende Opholdssted for Kvinder. Kongen bad hende
indstændigt om at blive. «Sejre vi», sagde han, «da vil du have det nok saa godt
her; men falder jeg, ville mine Venner ikke faa Tilladelse til at vise mit Lig den
sidste Ære, hvorimod det neppe vil blive dig negtet, naar du anholder derom,
og kan du paa denne Maade bedst lønne mig for hvad godt jeg har gjort imod
dig». Christine samtykkede1. Disse Kongens Ord ere merkelige, fordi de synes
at vise, at han neppe stolede tilfulde paa hendes Mands, den kloge Erlings
Troskab, men antog at Fienderne ved venlige Tilnærmelser og gode Løfter haabede
at kunne vinde ham. Dette er heller ikke den eneste Omstændighed, som peger
hen paa, at Erlings Opførsel har været noget tvetydig, saaledes at han slet ikke
ganske afskar sig Adgangen til, om han skulde finde det fordeelagtigst, at
erklære sig for Haakon. Det er ikke engang usandsynligt, at Haakons Parti
allerede kan have følt sig for hos ham, og gjort ham Tilnærmelser, stolende paa hans
spendte Forhold til Gregorius, thi vi ville strax nedenfor see umiskjendelige
Beviser paa, at Haakon, eller rettere Sigurd og hans øvrige Raadgivere, have haft
hemmelige Udsendinger blandt Inges Omgivelser, og at det var lykkets dem
underhaanden at vinde flere, navnlig Kong Gudrød af Syderøerne og Lender
-manden Jon Sveinsson, en Sønnesøn af Bergthor Bokk2.
1 Inge Haraldssøns Saga Cap. 16. Snorre Cap. 15.
2 Om Bergthor Bokk, Søn af Svein Bryggefod, se ovenfor S. 87. Som Sønnesøn af ham havde Jon
heller intet godt at slegte paa. At Gudrød og Jon havde indladt sig i Underhandlinger med Fienden,
siges ikke udtrykkeligt, men det er alligevel tydeligt nok af Beretningen om deres Adfærd under Slaget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
