Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KIRKEMØDE I BERGEN 345
den regjerende Konges egtefødde Son være berettiget til Tronfølgen, med mindre
Ondskab eller Uforstandighed gjorde ham uskikket dertil. I saa Fald skulde den
af hans samfædre Brødre være Konge, som de paa oven nævnte Møde
forsamlede gejstlige og verdslige Herrer fandt at være den dueligste. De ikke Gejstlige
skulde ved denne Lejlighed aflægge Ed paa at de her vilde følge sin bedste
Over-beviisning, efter som deres Samvittighed tilsagde dem; de Gejstlige skulde vel
ikke aflægge Ed, men dog være under samme aandelige Ansvar. Efterlod Kongen
ingen egtefød Søn, da skulde nærmeste arveberettigede Frænde bestige Tronen,
dog kun for saa vidt han paa Mødet erkj endtes duelig; bef andtes han uskikket,
da skulde de forsamlede Mænd vælge den, der tyktes dem bedst skikket til at
vogte Guds Ret og Landets Love. Vare Meningerne forskjellige, da skulde
vistnok, som det hed, de fleste Stemmer gjøre Udslaget, men, tilföjes der, for saa
vidt Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper vare enige med dem1.
Man erfarer altsaa heraf, at uagtet Kongetronen erklæredes arvelig i Kongens
Æt, skulde dog denne Arveret være betinget af en Magnatforsamlings Skjøn;
og at det stod denne Forsamling frit for at kassere den ene retmæssige
Tronarving efter den anden, ja endog med Tilsidesættelse af dem alle at vælge en Konge
af en anden Familie. Paa denne Magnatforsamling, indrettet ganske, eller i det
væsentlige som den, paa hvilken disse Artikler bleve vedtagne, og bestaaende
af Biskopperne, Lendermændene, Hirden og 60 af Biskopperne opnævnte Mænd,
havde Biskopperne ej alene Overhaand ved denne dem tildeelte Nævningsret,
men ogsaa derved, at deres Stemme i Tilfælde af Meningsforskjel skulde gjøre
Udslaget. Man faar af alt dette det bestemte Indtryk, at
Lendermands-Aristo-kratiet, der nu ved Erlings, eller Kong Inges forrige Partis Sejr havde faaet
Overhaand, var kommet overeens med Presterne om at dele Sejrens Fordele mellem
dem og sig, og at befæste deres fælles Magt paa Kongemagtens Bekostning. At
Erling, hvem det kun gjaldt først og fremst at sikre Magnus Kongenavnet, har
gaaet ind paa hine Bestemmelser, der efter Bogstaven ikke saa meget
indskrænkede Kongens Magt, naar han først havde erhvervet Kronen, som den gjorde
Sukcessionen afhængig af Aristokratiet, er let at forstaa. Deels hørte han selv
til Aristokratiet og deelte saaledes dets Interesser, deels haabede han vel at han
eller Sønnen senere, naar denne først havde befæstet sig paa Tronen, nok ogsaa
skulde kunne tilvejebringe de Forandringer, der ubetinget sikrede hans Æt
Tronfølgen. Han regnede det vel heller ikke nøjere med de Løfter, han gav hine
1 Denne Bestemmelse er sat paa Skruer, og indeholder i sig selv en Modsigelse. Strengt taget fordres
der ej alene Stemmefleerhed, men og Gejstlighedens Samtykke. Altsaa, naar dette Samtykke ikke gaves,
nyttede ej Stemmefleerheden, og det Parti, med hvem Gejstligheden stemte, fik alligevel sin Vilje frem.
23 — Munch: Det norske Folks Historie. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
