Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
MAGNUS ERLINGSSON
Herrer, for at sikre sig Magten, end med dem, han tidligere havde givet Kong
Valdemar. Nogen særegen Haandfæstning til Erkebiskoppen, indeholdende den
formelige Underkastelse af Riget og Kongedømmet under St. Olaf synes Magnus
saa meget mindre ved denne Lejlighed at have udstedt, som det endog snarere
lader til, at man har undgaaet en ligefrem Udtalelse deraf. Efter Vedtagelsen
paa Rigsmødet var den ogsaa strengt taget overflødig, og kunde alene tjene til
at vække de verdslige Magnaters Skinsyge mod Gejstligheden, hvis Magt allerede
var bleven stor nok. Vi erfare vel, som det nedenfor vil sees, at enkelte
Bestemmelser, sigtende til at omgive Erkestolen med den tilbørlige Glands, og passende
at betegne Erkebiskoppens Forrang for Lydbiskopperne, ere paa dette Møde
enten blevne vedtagne eller bekræftede, men med Hensyn til virkelige
Indrømmelser eller Privilegier for Erkebiskoppen finde vi kun, at Magnus eller rettere Erling
paa hans Vegne i almindelige Udtryk har anerkjendt og besvoret de Friheder,
Kirken allerede ved Kongerne Eysteins, Sigurds og Inges Overeenskomst med
Kardinal Nikolas havde faaet, dog, som det udtrykkeligt heder, med Forbehold
af Kongens fulde lovlige Ret og Hæder1. Først senere støde vi paa en af Magnus
ti Aar senere, til Erkebiskoppen udstedt Erklæring, hvorved han formelig
gjentager eller vedtager Underkastelsen under St. Olaf, og derhos saavel stadfæster,
som vel og i mange Henseender udvider Erkebiskoppens særskilte Rettigheder;
men for saa vidt dette Dokument er egte — hvorom der hersker megen Tvivl —
synes det i alle Fald kun at være udstedt underhaanden, og ikke strax at have
været offentliggjort eller at være blevet almindelig bekjendt, ligesom ogsaa
Erkjendelsen af St. Olafs Overhøjhed der kun er en Bisag2.
1 I den før omtalte Kong Haakons Retterbod af 1202 eller 1203 staar der nemlig: «jeg indrømmer den
hellige Kirke og Gejstligheden al den Frihed, der tilkommer den, efter som de hellige Dokumenter mellem
den og mig udvise, og den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog mit Kongedømme og al
kongelig Værdighed uskadt; eftersom Kardinal Nikolas fastsatte, og de tre Konger, Eystein, Sigurd og Inge
samtykkede og svore, og Kong Eysteins Brev bevidner, og Kong Magnus stadfæstede, og min Fader selv med
sit Brev, og de Eder vidne der bleve svorne for Legaten, da Jarlen yppede Trætte med Erkebiskop
Eystein om den hellige Kirkes Frihed». (Norges gamle Love, I. S. 445). En enkelt Afskrift har her «for
Legaten Fidentius»; men da Fidentius ej sendtes som Legat førend i Aaret 1197, da baade Kong Magnus,
Erkebiskop Eystein og Erling Jarl forlængst vare døde, er det tydeligt nok, at Navnet Fidentius maa være
bleven vilkaarlig tilsat af en ukyndig Afskriver; en Vidisse fra 1324, afskrevet efter Originalbrevet har
ogsaa kun «for Legaten».
2 Dette er det meget omtvistede Brev, aftrykt paa flere Steder, navnlig i «Norges gamle Love» I.
S. 442, efter den eneste, heel daarlige Afskrift deraf, som er os levnet, og hvor navnlig Dateringen, 23
Marts 1276, ved første Øjekast viser sig urigtig. Om Brevets Egthed vil der i det følgende blive Tale; at
det ej har været produceret og paaberaabt af Erkebiskopperne efter Eysteins Tid indtil Jon, 1273, sees
noksom saavel af det oven omhandlede Brev af Haakon Sverressøn, som af Ytringen i selve
Tunsberg-Forliget at de deri indeholdte Privilegier, fornemmelig hvad Underkastelsen angaar, vare svækkede ved ej
at bruges. Kong Sverres Fremtræden som det sigurdske Partis og det arvelige Kongedømmes Repræsen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
