Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DUBLIN EROBRET AF ENGLÆNDERNE
363
Følge med den orknøiske Flaade, der just ved denne Tid herjede paa Irlands
Kyster, og neppe har tilhørt nogen anden end Svein Asleivssøn1. Men en stor
Mængde blev dræbt, og Byen plyndret af Sejrherrerne. Milo af Cogan udnævntes
til Stadens Befalingsmand, og forblev der med en betydelig Styrke, medens
Jarlen af Pembroke drog imod Kong Ruaidhri, der havde begivet sig til Meath for
at understøtte Tighearnan 0’Ruarc. Imidlertid havde Kong Henrik II, skinsyg
over Richard Jarls Fremgang, udstedt et Forbud mod at understøtte ham, og
befalet alle de engelske Riddere, der allerede havde taget Tjeneste hos ham, at
vende tilbage. Uagtet ikke alle rettede sig herefter, forvoldte det dog betydelig
Afgang i Richards Krigsmagt; og denne Afgang blev end større, da Kong
Diar-mid paa samme Tid døde, thi uagtet Richard, som Diarmids Svigersøn, tilegnede
sig Arveretten efter ham, blev han dog forladt af alle dem, der kun af personlig
Hengivenhed havde sluttet sig til Diarmid. Medens han befandt sig i disse
mislige Omstændigheder, kom Askell tilbage (ved Pindsetid 1171) med en Flaade
af ikke færre end 60 Skibe, og en stor Mængde Krigere, som han især skal have
faaet samlet paa Orknøerne, og bevæbnede, som det fortælles med Ringbrynjer
og runde, røde Skjolde2; deres egentlige Anfører, en Høvding fra Orknøerne,
kaldes Jon den ode eller rasende. Hvis Askell, som man maa formode, var en
Slægtning saavel af Svein Asleivssøns Hustru Ingerid, som af Harald Jarl selv, er det
højst sandsynligt, at disse Hjelpetropper og Skibe under Jons Anførsel vare
udrustede af Jarlen og Svein i Fællesskab: i det mindste forklares det herved aller
bedst, hvorfor Askell tog sin Tilflugt til Orknøerne3. Askell angreb Dublin med
stor Heftighed, og havde nær overvældet Milo, men et pludseligt Udfald, som
dennes Broder gjorde netop i rette Tid, skaffede Englænderne Overhaand, og
Østmændene flygtede. Jon den ode faldt efter et tappert Forsvar; Askell blev
fangen, og henrettet, da han reent ud erklærede, at han vilde fornye Forsøget
med større Eftertryk, om man satte ham paa fri Fod igjen. Hermed var
imidlertid ikke al Fare forbi. Erkebiskop Laurentius, der indsaa at ingen Tid var
belejligere end denne til at blive af med de ubudne Gjester, havde ved sine
Overtalelsesgaver bragt flere af Smaafyrsterne til at tilsidesætte deres private Fejder,
for med forenede Kræfter at angribe Englænderne; der sendtes ogsaa Gesandter
1 De fire Mestres Annaler, ved 1170: Diarmid O’Hainfeth, Herre til Ui-Meith, og Anfører for Fyrsten
af Oileachs Rytteri, blev dræbt paa Inislachain (i Antrim) ved en Flaade fra Orknøerne.
2 Giraldus, Pag. 772.
3 Askell kaldes nemlig i de fire Mestres Annaler en Søn af Ragnvald, Søn af Thorkell; denne
Ragnvald Thorkellssøn nævnes som Høvding allerede i 1146, og da nu ej alene «Thorkellssønnerne» omtales
som mægtige paa Man og Syderøerne omkring 1142, men Svein Asleivssøns højbyrdige og rige Hustru
Ingerid (se ovenfor S. 236) var Datter af en Thorkell, bliver det, som allerede her bemerket, højst
sandsynligt, at him var Ragnvalds Syster, Askells Faster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
