Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 MAGNUS ERLINGSS ØN
foruden Vanskabninger, ogsaa en Frigivens forældreløse Børn, der selv ingen
Formue havde. Skapdrottnen var ej forpligtet til at sørge for mere end eet af
dem; de bleve alle satte i en Grav paa Kirkegaarden, hvor man lod dem dø, indtil
kun eet levede igjen; dette maatte Skapdrottnen tage til sig og forsørge1. Man
maa da haabe, at denne Bestemmelse kun yderst sjelden kom til Anvendelse.
Arven tiltraadtes ved et saakaldet Erve eller Arve-01, der tillige
sædvanligviis var den Afdødes Gravøl. Under alle Omstændigheder skulde Hovedarvingen
strax melde Arveladerens Død for alle dem, han skyldte Penge, og indkalde dem
til den 7de Dag derefter for at modtage deres Tilgodehavende. Men derved blev
det, som man kan see, Skik og Brug, at dette Syvendedagsmøde (Sjaund) tillige
blev Grav- og Arve-01. Hvis Arveøllet ej kunde holdes den syvende Dag, holdtes
det, som man maa formode, den 30te (Tretugt), hvilket, i det mindste i
Gula-thingslagen, var den sidste Termin, inden hvilken en fuldbyrdig Mand kunde
gjøre Fordring paa Arv2. Ved slige Arve- eller Grav-01 gik det saa prægtigt til,
som muligt, og meget ofte, som man maa formode, over Boets Evner, saa at der
endog siden blev givet Forbud derimod, da, som det hed, Godset ved denne store
Bekostning blev forødet, medens Gjelden ej engang blev betalt, og Slagsmaal
og Manddrab opstod af den overhaands Drik3. Ved Arveøl efter anseede, især
fyrstelige Personer, blev der og, som vi have seet, aflagt højtidelige Løfter om
en eller anden Stordaad. Men alle slige Gilder havde i de ældre Tider en større
Betydning end senere; de tjente nemlig til at give visse Akter Retskraft formedelst
den Offentlighed, de derved fik, omtrent som Thinglysning. Gjesterne, saavel
ved Fester-01, som ved Bryllup, ved Ætlednings-01, ved Frelses-01, og ved
Grav-Øl, var tillige for Fremtiden Vidner paa, at den Handling, de overvare, havde
fundet Sted.
Om Odels væsenet i dets ældste Skikkelse er der allerede ovenfor talt4.
Odels-godset betragtedes egentlig som fælles for den hele Familie (Odalsnauterne) men
under Bestyrelse af een eller flere Medlemmer af Hovedgrenen; og dette var den
egentlige Grund til Indløsningsretten, der ikke i og for sig var charakteristisk
for Odelsbesiddelsen, men kun var en nødvendig Følge deraf. Salget af Odel
betragtedes mere som Pantsættelse. Til Løsningsrettens Vedligeholdelse ved solgt
Odelsgods udkrævedes dog, at man i Løbet af 20 Aar lyste til Thinge, og at saa
vel Sælger som Kjøber, eller deres Arvinger vedgik, at det omspurgte Gods virke-
1 De kaldes derfor Gravgangsmænd, se Gulathingsloven Cap. 63, jvfr. 298.
2 Ældre Gulathingslov 115, 119, 121. Kun paa dette sidste Sted omtales «Tretugt»; men at ogsaa
dette var etslags Arveøl, ligesom Sjaund, sees af Diplomer. «Sjaund» bruges endnu i Betydning «Gravøl».
3 Yngre Landslov, Arvebolk Cap. 52.
4 Se ovenfor B. I. S. 112.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
