Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LEDINGSVÆSEN
385
lig var Odelsgods. Ellers betragtedes det som Besidderens Odel1. Vilde
Besidderen ikke selv erkjende Sagens rette Sammenhæng ved Lysningen, havde
Odels-manden Ret til at føre andre Vidner derpaa. Sædvanligt, eller i det mindste
meget hyppigt synes det at have været, at den, der solgte sit Odelsgods, betingede
sig selv Ret til at indløse det om 15 Aar; undlod han det, uden tillige at holde
Lysning derpaa, og lod 20 Aar gaa hen, blev Godset Besidderens Odel2. Forresten
synes det rimeligt, eller at ligge i Sagens Natur, at man ved at erhverve alle
Odals-nauternes udtrykkelige Samtykke til at et Jordesalg skulde staa uryggeligt, strax
kunde sikre sig mod al Indløsning: saa meget er vist, at man i Gulathingslagen
opnaaede dette ved at lade sig Jorden formeligt tilskøde, og betinge dette i
Kjøbe-kontrakten. I dette Tilfælde maatte Odalsnauterne, om de vilde indløse Jorden,
have gjort dette inden et Aar efter Salget, ellers tabte de Retten dertil3. Det
Jordegods, hvorpaa Odel ej var erhvervet, betragtedes, paa Grund af den usikre
Besiddelse, i alt Arveskifte kun som Løsøre4. Uagtet det Jordegods, som
Kongen skjenkede en Mand, strax blev dennes Odel, kunde man dog indløse
Odels-gods ligesaa fuldt fra Kongen, som fra enhver Privatmand. Man henvendte sig
i dette Tilfælde til den Aarmand, han holdt paa Gaarden.
Haulderne eller de Odelsbaarne udgjorde Kjernen af Folket, og vare,
tilligemed Kongen, de egentlige Grundbesiddere. Men derfor udgjorde de ikke den
egentlige, eller talrigste Deel af Land-Befolkningen. Denne bestod, som alt tyder
hen paa, af Lej lændinger eller andre Opsiddere af endnu ringere Kaar (de forhen
nævnte Kotbønder e. a. d.), medens Odelsgodset selv var samlet i store Masser.
Derfor indtager ogsaa Landslejebolken, eller de Bestemmelser, der handle om
Forholdene mellem Grundejeren og Lejlændingerne, samt mellem disse indbyrdes,
en stor, næsten uforholdsmæssig, Deel af vor ældre Lovgivning. Denne
forudsætter øjensynligt, at Massen af Landbønderne vare Lejlændinger. Men ved disse
nøjagtige Bestemmelser var ogsaa Lejlændingernes Stilling saaledes sikret mod
alt for stor Vilkaarlighed, at deres Afhængighed ikke havde det mindste af
Vornedskabets eller Livegenskabets Charakteer, men Lej lændingen var fuldkommen
1 Gulathingslov 272.
2 Gulathingslov Cap. 276. En saadan Jord, solgt med Forbehold af Løsnings-Ret, kaldtes
«Stevne-jord». For øvrigt er det kun i Gulathingsloven, at Bestemmelserne om Odel og Odelsløsning findes
udtømmende. Frostathingsloven (XII Part) er mindre fuldstændig, og forudsætter mere som givet end den
egentlig udtaler. Det er endog et Spørgsmaal, om Løsningsvæsenet var saa gjennemført i
Frostathingslagen, som i Gulathingslagen.
3 Gulathingslov Cap. 278. Naar Kjøbet var sluttet med den Aftale at Skødning skulde finde Sted,
men Sælgeren siden vægrede sig derved, kunde Kjøberen endog lade sig Jorden tilskøde til Thinge af den
forsamlede Mængde.
4 Gulathingslov Cap. 270.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
