Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
MAGNUS ERLINGSS ØN
store Fiskerier neppe ubetydelig. At Bønderne vare pligtige til at beverte og skydse
Kongerne med Følge paa deres Rejser rundt om i Landet, siges ingensteds
udtrykkeligt i Lovene, men ikke desto mindre maa det antages som vist, og
forudsættes øjensynligt i Sagaerne som en aldeles bekjendt Sag. Alene hertil kunne
de Klager sigte, som stundom fremsattes, naar man fandt at Kongerne havde
for stort Følge med sig, thi hvis det alene gik ud over hans egne Lej lændinger,
vilde dette ej have vedkommet Bønderne i Almindelighed. Saa vidt man kan
skjønne, maatte Bønderne efter Aarmandens Foranstaltning og Tilsigelse
fremskaffe den nødvendige Kost til den Kongsgaard, hvor Kongen skulde tage
Kvar-teer; denne Præstation kaldtes Gegngerd, og blev i Tidens Løb, eller var maaskee
allerede, en formelig Skat1.
Forsvarsvæsenets Indretning kjender man ikke til fulde uden i
Frostathings-og Gulathings-Lagen, hvis Lovbøger endnu haves, og hvor Ledings- og
Slcibrede-Indretningen fandtes. Men disse Distrikter indbefattede ogsaa den største Deel
af Norges vidtløftige Kyst-Landskaber og i dem var, som ovenfor viist,
Skibrede-Væsenet aller først indført. At Viken, som Kyst-Distrikt, ligeledes var inddeelt
i Skibreder, og gjorde Leding, kan man slutte — hvad tillige Sagaerne vise —
af at Forsvarsvæsenet ogsaa her var ordnet omtrent paa samme Fod. Uvist er
det derimod, hvorledes det forholdt sig hermed paa Oplandene, der ej berørte
Kysten; da saa godt som al Krig udenfor Landet paa hine Tider var Søkrig, kunde
der neppe engang være Spørgsmaal om at opbyde Folk udenfor
Skibrede-Distrik-terne. Selve Benævnelsen Leding (leiöangr) paa Udøvelsen af Værnepligten,
forudsatte et Søtog, thi den sædvanlige Talemaade var «at ro Leding». Ledingen
var endnu kun en blot og bar personlig Præstation, der udrededes efter Mandtal
og «Jevnet». De Forpligtelser, den medførte, bestode deels i Opbyggelse og
Vedligeholdelse af Ledings-Skibene med deres Naust, deels i Skibenes Bemanding
med et vist Antal Folk, og fuldstændig Udrustning med Redskab, Vaaben og
Proviant. Det almindelige Opbud af Leding fra alle Skibreder kaldtes, som oftere
omtalt, Ålmenning, og de Præstationer, der ved en saadan Ålmenning skulde
finde Sted, ligge til Grund for Lovbøgernes Bestemmelser og Beregninger
des-angaaende. Ved fuld Ålmenning kunde man, som tidligere viist, gaa saa vidt,
1 Benævnelsen kommer af «at gera lgegn» d. e. «udrede imod eller til» (nemlig Kongens Ankomst).
Hvorledes Gegngerden senere præsteredes, sees især af Brevene i Saml. til d. n. F. H. I. S. 41, 328. At
den blev en formelig Skat, og udgjorde en Post i de saakaldte Jordebogs-Rettigheder, er bekjendt nok.
Ogsaa i Vestgøtalagen opførtes «Laga-Gegngerd» som en af Kongens regelmæssige Indtægter (V. 1.) Disse
opregnes saaledes; Al Upsala Aud, (gammelt Krongods); Kongens Eensak (d. e. Sagefald der tilkom
Kongen) — Dulgadrap (Bøder for Drab, der erlagdes af Bygden, naar Drabsmanden ej lod sig finde),
Daana-Arv (forladt Arv), Trediedelen af al anden Sagøre, Laga-Gegngerd, Almenningsøre (svarende til Nevgilde
hos os). Disse Indtægtsposter vare saaledes omtrent de samme, som i Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
