Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
MAGNUS ERLINGSS ØN
sen dog blev staaende, medens Forestillingen om Kongemagtens Ukrænkelighed
allerede var bleven gjeldende, lægger noksom for Dagen, hvor lidet man endnu
var betænkt paa at bringe Konsekvens i Lovgivningen. Kongen var fuldkommen
i Besiddelse af, og repræsenterede den udøvende Myndighed, eller, som man i
hine Dage udtrykte sig, hans Pligt var at forsvare Landet, overholde Orden, og
refse til Landrenselse og Fred. Saaledes laa Retten til at begynde Krig og slutte
Fred i hans Haand1; det var hans Pligt, som han ved sine underordnede
Befuldmægtigede opfyldte, at skaffe Enhver Ret, d. e. at paase at Lovens Bud og
afsagte Domme bleve opfyldte, og at Forbrydere fik deres fortjente Straf2. Derfor
var det ogsaa, at han oppebar Sagefaldet, og naar hans Embedsmænd undlode
at gjøre deres Pligt i saa Henseende forfaldt de selv i Bøder til Folket3. Selv
havde han ingen dømmende Magt; denne var i Folkets egne Hænder, og han var
selv Folkets Dom underkastet. Naar Kongerne desuagtet ofte i Sagaerne
optræde som dømmende, er det kun fordi Sagen var voldgiven deres Afgjørelse.
Da Kongen ene og alene var den exsekutive Magts Repræsentant, havde han
heller ikke i sig selv nogen lovgivende Myndighed, hvilken ligeledes hvilede hos
Folket; det ligger dog i Sagens Natur, at Folket kun udøvede denne Myndighed
ved enten til Thinge, eller paa andre særskilte Møder, at samtykke i eller forkaste
ethvert Forslag til Lovsforandring; men da neppe nogen anden end Kongen selv
eller den, han dertil bemyndigede, havde Initiativet, og Thingmændene desuden,
som det nedenfor skal vises, opnævntes af Lendermændene, Aarmændene eller
Sysselmændene, blev Kongens Indflydelse paa Lovgivningen lige fuldt stor, og
vist er det, at han i alle Fald fik Æren for alle Forbedringer4. At Kongen
ligeledes behøvede Folkets Samtykke til at forhøje de bestaaende Skatter og Bøder,
eller indføre nye, forstaar sig af sig selv5; derimod fulgte det paa den anden Side
af den Forestilling, man havde om Krongodset eller Statskassen som Kongens
virkelige Ejendom, at alle nye Bestemmelser, hvorved Lettelser i bestaaende
Byrder indførtes, eller hvorved Kongen overhoved gav slip paa Rettigheder,
han hidtil havde haft, f. Ex. Arv efter den, der ej efterlod Arving i 5te Led, intet
Samtykke af Folket behøvede, da han her kun bortgav af sit eget6.
1 Dette indeholdes i Retten til boö ok bann.
1 Se herom nedenfor, hvor Aarmændenes Embedspligter og Retssagernes Behandling nærmere omtales.
• Gulathingsloven Cap. 253.
4 Retterbøderne eller Livsforandringerne benævntes nemlig stedse efter Kongerne.
6 Ved slige Lejligheder heder det derfor stedse, at Folket, eller, som Lovene oftest udtrykke sig «vi»
have Maattet» (d. e. tilsagt, lovet) Kongen denne eller hiin Afgift. En anden Sag var det med Sven
Alfives-søn8 Paalæg, thi han optraadte som den enevældige Erobrer.
8 Saaledes heder det om Ophævelsen af de nys nævnte Paalæg, at Kongerne gave disse «Retterbøder»;
ligeledes heder det at Sigurd, Eystein og Olaf «gave» den 14de Arv, d. e. gave Slip paa Kronens Rettighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
