Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TRONFØLGEN
401
viis maa have haft meest at sige, og saaledes i Virkeligheden været den fornemste
Hersker, i den Deel af Landet, hvor hans Godser vare beliggende. Fuldstændig
Eenhed og Fællesskab i Regjeringen opnaaedes kun, naar de to eller flere
Med-konger tillige havde fælles Hird. Men, dette indtraf, saa vidt man kan see, kun
i en eneste kort Periode under Kongerne Inge Haraldssøns og Sigurd Munds
Mindreaarighed1. Siden, heder det, toge de hver sin Hird, og dette var det
sædvanlige under Fællesregjeringerne. Saaledes havde Kongerne hver sine
Hirdmænd, ja endog Lendermænd2. Naar nu Kongerne indbyrdes kom i Strid med
hinanden, var Landet ogsaa i Virkeligheden deelt mellem de stridende Parter.
Slig Fællesregjering frembød dog alt for rig Anledning for Aristokratiet til at
udvide sin Magt paa Kongens Bekostning, til at nogen Magnat skulde modsætte
sig den. Vi have Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd om, at endog Bønderne
netop følte sig særdeles tilfreds i Fællesregjeringernes senere Periode3. Først da
man havde faaet Borgerkrig i egentlig Forstand, og andre Begreber om
Kongemagtens Betydning havde begyndt at fæste Rødder, fik man Øjnene ret aabne
for Fællesregjeringens Fordærvelighed4.
105. Sukcessionen. Tronprætendenters Berettigelse.
Uagtet Lovene opstillede en bestemt Arvegang med Hensyn til al
Privat-Ejendom, og navnlig gjorde stor Forskjel mellem egte og uegte Fødsel, sees det
dog at man lige fra de ældste Tider har gjort Undtagelse herfra med Hensyn til
Konge-Arven eller Thron-Sukcessionen, eller at denne ingensinde er kommen
under den private Arvegangs Kategori. Navnlig synes for Kongedømmet alt
Spørgsmaal om den Egteføddes Fortrin for den Uegte at være bortfaldt, vistnok,
1 Se ovenfor S. 222.
1 Se ovenfor S. 78, hvor Vidkunn Jonssøn selv angiver sig som Sigurd Jorsalafares Lendermand, og
derfor, om det i paakommende Tilfælde behøvedes, pligtig at understøtte ham endog mod Kong Eystein
selv. At Vidkunn for øvrigt var bleven Sigurds, ikke Eysteins Lendermand, uagtet det synes rimeligt
at Lendermændene nordenfjelds stode under Eystein, kan forklares deraf, at Vidkunn allerede paa Orknø,
strax efter Magnus Barfods Fald, uden al Tvivl har gaaet Sigurd til Haande.
3 Se ovenfor S. 331. Det er der viist, at Aarsagen til, at Norge forholdsviis led saa lidet ved
Tron-krigene i Fællesregjeringernes Tid, kom deraf, at Krigen selv egentlig ikke berørte Folket i
Almindelighed, kun de krigførende Fyrster og deres nærmeste Tilhængere. Det samme var Tilfældet i England under
de tilsyneladende endnu blodigere Krige mellem den røde og hvide Rose i det 16de Aarhundrede. Dette
bevidnes udtrykkeligt af den samtidige Comines: Entre toutes les seigneuries du monde, dont j’ai
connais-sance, oü la chose publique est mieux traitée et oü regne moins de violence sur le peuple, et oü il n’y a
nuls édifices abattus ni démolis pour guerre, c’est Angleterre, et tombe le sort et le malheur sur ceux qui
font la guerre.
4 Dette sees noksom af Ræsonnementet i Kongespejlet (S. 75) der netop maa antages forfattet i den
næste Generation efter Sigurd, Inges og Eysteins Tid, men af en ældre Mand, der ogsaa havde levet i denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
