Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416
MAGNUS ERLINGSS ØN
af Rygte. Kvidsmændene udnævntes ved Vidner, dette kaldtes kvöö, og deres
Antal var 5, 9 eller 12 efter Sagens Vigtighed. Ligesom Dommene i Norge, maatte
de ryddes; hvis Sagsøgeren ej tilbød dette, havde han tabt Sagen, saa vel som
naar han opnævnte et urigtigt Antal. I de Tilfælde, hvor der opnævntes 9 Buar,
havde den Sagsøgte Ret til at vælge 5 til sit Forsvar (bjargkviör d. e.
Bjergelses-Kvid); han kunde endog vælge dem blandt de af Sagsøgeren opnævnte, og naar
det lykkedes den Sagsøgte at opstille Bjargkvid, afsagdes Dommen til Fordeel
for ham, om Sagsøgeren endog havde fuld Kvid paa sin Side. Tylftarkvid
anvendtes kun i de vigtigste Sager, og bestod af den Sagsøgtes Hereds-Gode selv
med 11 af denne opnævnte Mænd. Paa Kviderne kom det ved den islandske
Rettergang fornemmelig an ved at konstatere Hovedspørgsmaalet, egentlige
Vidner brugtes for det meste kun til at bevise Formaliteterne1.
Det stod Enhver frit at indstevne sin Sag til Vaarthing eller umiddelbart til
Althing eller Fjerdingsdom, men hvis en af Parterne fordrede det sidste, skulde
dette skee. Althingsstevning skulde i Regelen forkyndes med tre eller fire Ugers
Varsel ved de Sagsøgtes Bopæl; Sagsøgeren maatte kun selv tredie gaa i
Retten, og begyndte, som oven anført, at tilbyde Lodkastning om Ordenen, i hvilken
han skulde foredrage sin Sag, naar sex eller flere Dommere havde taget Sæde i
Fjerdingsretten. Saavel Sagsøgeren som den Indstevnte, havde Ret til, under
aflagt Redeligheds-Ed, at fremsætte Indsigelser mod enkelte Dommere, der naar
Indsigelserne befandtes gyldige, maatte vige deres Sæde, hvilket strax paany
skulde besættes af vedkommende Gode. Denne var under sit Embeds Fortabelse
pligtig at faa Dommen udfyldt inden Solens Nedgang. Blev Retten ikke udfyldt,
dømte dog de øvrige som om den var fuldtallig2. Beviisføreisen skede, som oven
nævnt, hovedsagelig ved Kviden, hvis Medlemmer enten udsagde hvad de vidste
i Sagen, eller erklærede under Ed, at det ej tilkom dem at afgive noget Udsagn.
Den Sagsøgte prøvede nu efter aflagt Ed at faa kasseret Sagsøgerens Kvid, eller
at skaffe sig Bjargkvid, o. s. v. Naar Sagen var indladt til Dom, skrede
Dommerne til Votering. Til Dommen fordredes, som i Norge, Eenstemmighed3; vare
1 Arnesens islandske Rettergang, S. 217. Naar han S. 189 paastaar, at Bjargkviden stedse skulde
vælges blandt Sagsøgerens Kvidmænd, grunder dette sig maaskee paa en Misforstaaelse af Njaalssagas
Udsagn Cap. 67, at Gunnar efter Njaals Raad kasserede de 4 af sin Modparts Buar og tog de øvrige
fem til Bjargkvid. Thi dette gjorde han uanseet at de vare valgte af Modparten. Arnesen modsiger
sig desuden selv ved strax efter at sige, at Dommen altid faldt i Favør af Bjargkviden, om end den
anden Part havde 9 eller flere paa sin Side. Thi hvis Bjargkviden i Regelen var tagen blandt
Sagsøgerens Buar, havde den, som bestaaende af 5, altid Majoritet, og det vilde da ej være noget Under,
om den vandt.
2 Graagaas JaskJa. Cap. 6.
3 Graagaas JaskJi. Cap. 22. Eenstemmighed i Dom var et Retsprincip i Norge og paa Island. Det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
