Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
MAGNUS ERLINGSS ØN
ledes synes unge Mennesker af de ringere og mere ubemidlede Klasser allerede
i hine Tider, ligesom nu, at have draget om paa Kramhandel indenlands, thi
allerede i første Halvdeel af det følgende Aarhundrede klages der over, at saa mange
unge, arbejdsføre Karle rejste om i Landet med Kram, at Bønderne hjemme i
Heredet ikke kunde faa Arbejdsfolk nok1. Skibsfart synes at være dreven,
foruden mellem Landskaberne indbyrdes og med Koloni- samt Bilandene, især med
Sverige, Danmark og de østersøiske Lande, navnlig Rusland, i hvilken længere
Fart et eget Slags større Skibe, de saakaldte Østerfarerskibe2, anvendtes, samt
endelig med Skotland, England og Nordtydskland, og tildeels med Frankrige.
Sydligere end Kanalen synes norske Handelsskibe i hine Tider sædvanligviis ej
at have gaaet. Kjøbmandsskibenes Bemanding foregik, som der allerede er viist
Exempel paa3, i Regelen ganske anderledes end nu omstunder. Det var nemlig
Passagererne selv, som udgjorde Mandskabet, og udførte alle de Sysler, der ellers
paaligge Skibsfolkene, og dertil vare de forpligtede, uagtet de endda betalte
Skipperen Leje for Fragten4. Endog de højbyrdigste Mænd maatte saaledes
skifte-viis hjelpe til ved Bjergning af Sejl, Skibets Øsning5, hvortil man i hine Tider
ej anvendte Pumper, og ved dets Opsætning, naar man kom hjem. Den Skipper
eller Styremand, hos hvem ikke det til Skibets Haandtering nødvendige Antal
Passagerer (håsetar) havde tinget sig Fart (far) var saaledes i den største
Forlegenhed, og det lader til, at det aldrig faldt nogen ind, at leje eller hyre Matroser,
sandsynligviis fordi dette vilde falde alt for bekosteligt, imod hvad man var vant
til. Overhoved kan man sige, at Skibsejerne i hine Tider vare mere lettede eller
begunstigede end nu. Ikke nok med, at Passagererne maatte forrette Matros
-tjeneste, vare ogsaa alle bosiddende Kjøbmænd i en By, saavel som alle fremmede,
og alle Bønder fra Landet, naar de kun havde opholdt sig tre Dage i Byen, under
Mulkt forpligtede til, personligt at indfinde sig og hjelpe til med at drage et paa
Land opsat Skib i Søen eller omvendt, saa snart Gjaldkeren paa Styremandens
Opfordring havde ladet blæse til SkibsdræP. Vel synes det, som om man her maatte
kunne sende sine Folk i sit Sted, men Forpligtelsen føltes dog som saare trykkende
af alle Fremmede, der havde bosat sig i Norge, og ej hjemmefra vare vante dertil7.
Foruden indenlandske Skibe besøgtes Norges Havne hyppigt af udenlandske,
1 Haakon Haakonssøns Indledning til Frostathingsloven Cap. 20. Denne Mangel paa Arbejdsfolk
maa netop være bleven følelig, da Trællevæsenet ganske var ophørt.
2 Se ovenfor Side 307, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, og Sverres Saga Cap. 86. 3 Se ovenfor B. V. S. 212.
* Bjarkøretten Cap. 169—177, jvfr. den yngre Bylov, Bolk IX eller Formannaloven.
5 For Ex. Hallfred Vandrædaskald, se Olaf Tr. Saga Cap. 264.
* Bjarkøretten Cap. 134, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, Harald Haardraades Saga Cap. 26.
’ De tydske Kjøbmænd, som bosatte sig i norske Stæder, søgte derfor ogsaa ivrigt at slippe denne
Byrde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
