Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
MAGNUS ERLINGSS ØN
nere; stundom en Blanding af Byg og Havre, kaldet Hamal-Korn1. Om
temmelig sterk Befolkning vidnede den hyppige Opdyrkning af Jord i
Almennin-gerne. De, som her opryddede sig Pladse (i Eidsivalagen kaldte «Stokland») bleve
Kongens Lej lændinger, da Almenningerne tilhørte ham2. Med Havedyrkning gav
man sig kun lidet af. Der omtales hist og her Urtehaver (grasgaröar), sjeldnere
Frugthaver (eplagaröar); af Lovene sees, at der i Haver eller paa indhegnede
Steder dyrkedes Løg, Hvanner, Kaal, Humle8. Frostathingsloven omtaler endog
Æbler, hvilket tyder paa at man saa langt nord i Thrøndelagen har forsøgt paa
at dyrke denne Frugt4. Til Havedyrkning i egentlig Forstand kan man dog ikke
ansee Begyndelsen at være gjort i Norge førend ved Klostrenes Oprettelse, da
Munkene her, som andensteds, gjorde Havedyrkningen til en af sine
Hovedbeskjeftigelser, og den første Stok af Munke ved ethvert Kloster udelukkende, eller
for en stor Deel, vare Udlændinger, fornemmelig fra England, der med Held søgte
at indføre og akklimatisere mange nyttige Væxter, som i deres Hjem dyrkedes
i Haverne, men som endnu i Norge vare ukjendte5. Naar Exemplet først var
givet af Munkene paa Klostrenes Hoved- og Bu-Gaarde, faldt det af sig selv,
at det ogsaa efterlignedes, først af Stormændene paa deres Herresæder, siden
af de mere bemidlede Jordbrugere. Blandt de Have væxter, hvis Indførsel man
saaledes kan tillægge Munkene, maa man sandsynligviis nævne Næper, Erter
og Bønner, der omtales i den yngre Landslov paa et Sted, som ellers er ligefrem
udskrevet af den ældre Frostathingslov, men hvor disse Rod- og Bælgfrugter
slet ikke nævnes, et temmelig umiskjendeligt Tegn paa at deres Indførelse falder
i Mellemtiden mellem den ældre Lovs Nedskrivelse og Affattelsen af den yngre®.
At den udbredte Æble- og vel ogsaa Kirsebær-Avl i Hardanger væsentligst er
at tilskrive den Indflydelse, som Munkene i Lysekloster, fornemmelig fra deres
Bu-Gaard Aapedal i Ullensvang udøvede, maa ansees vist7, ligesom den rigere
Flora, der endnu findes paa de Steder, hvor der i fordums Dage vare
Klosterhaver, umiskjendeligt hidrører fra Munkenes stille, fortjenstlige Virksomhed8.
Skovene og Tømmeret maatte i de nys beskrevne Tider kun have ringe Værd,
1 Gulathingsloven 75, Frostathingsloven XIII. 1, Eidsiva Christenret Cap. 31.
2 Gulathingsloven Cap. 145, Frostathingsloven XIV. 7, Eidsiva Christenret Cap. 15.
3 Frostathingsloven XIII. 2. XIV. 14, Bjarkøretten 119, 148 jvfr. Laxdølasaga Cap. 60.
4 Frostathingsloven XIII. 12. Maaskee man dog her nærmest har tænkt paa Søndmøre og Raumsdalen.
8 Se herom nærmere Langes Klosterhistorie S. 255—257.
• I den ældre Frostathingsloven XIV. staar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave (laukagarö)
eller Hvannehave (hvanngarö), har han ingen Ret paa sig, om man end slaar og bøster ham og
tager alle hans Sager fra ham. I den nyere Landslov IV, 9, staar: Om Mand gaar i anden Mands
Løghave eller Hvannehave, Æblehave (eplagarö) eller Næpe-, Erte-, eller Bønne-Beed (næpnareit, ertra eöa
bauna) o. s. v.
7 Langes Klosterhistorie, 1. c. 8 Se Langes Klosterhistorie, 1. c.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
