Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SK OVVÆ SEN
423
deels formedelst den forhaandenværende Mængde deraf, deels fordi de ej udgjorde
nogen stadig Handels- eller Udførsels-Artikel. Derfor omtales ikke engang
Handel med eller Udførsel af Tømmer i vore ældre Love, førend længere
ned i Middelalderen, da Hanseaterne allerede tildeels vare komne i Besiddelse
af Norges Handel. Det eneste Marked for norsk Tømmer var sandsynligviis
Island og Færøerne, hvis Beboere fik deres Huustømmer fra Norge, men det ligger
i Sagens Natur, at alene de mere Bemidlede kunde anskaffe sig dette Materiale,
og i Forhold til Norges Skovrigdom maatte denne Afsætning være for lidet
eller intet at regne. Et Beviis paa, hvilken Overflod man havde paa Skov, og
hvor lidet man fandt det nødvendigt at spare den, er den Tilvirkning af Salt,
som fra de ældste Tider indtil langt hen i Middelalderen fandt Sted rundt om
paa Norges Kyster, endog i saa stor Maalestok, at Salt var en Udførselsartikel,
fornemmelig til Sverige1. Det tilvirkedes endog paa Steder, hvor Vandet var
højst ubetydeligt saltholdigt2, og hertil maa derfor, Aar ud og Aar ind, utroligt
store Masser af Brænde veed have medgaaet. Det eneste Tegn til nogen Omhu
for, at Skovene ikke alt for meget mishandledes, er Forbudet mod at Lej lændingen
tilvirkede mere Salt, end han behøvede at give sin Buskab, eller til at kjøbe
Tagnæver; ligesom han heller ikke maatte f laa Næver til Salg, uden for saa vidt han
trængte til at kjøbe simpelt Salt (Svartesalt), eller brænde mere Tjære, end han
behøvede at bræde sine Baade med. Lej lændingen maatte heller ikke bygge
større Fartøj af det Tømmer, han fældte i Gaardens Skov, end en Tolværing,
ligesom han ikke havde Lov til at overlade nogen Anden af Skoven mere end
to, i Frostathingslagen fem Las Ved og et Las Skav. Men dette viser just, at
man overhoved ikke regnede det saa nøje3.
Fædriften maatte saaledes i de ældre Tider spille en langt større Rolle end
nu. Man seer derfor ogsaa, som allerede ovenfor nævnt, at Smør var en
Udførselsartikel fra Norge. Kjør og Faar vare da, som nu, det Hornkvæg, der holdtes
1 Se f. Ex. ovenfor B. IV. S. 81, hvorledes Kong Olaf den hellige forbød Udførsel til Sverige af
Salt og Sild, og hvorledes Gauterne vanskeligt kunde undvære disse Nødvendighedsartikler.
2 Endog i Biskop Eysteins Jordebog, affattet saa sildigt som henved 1400, heder det saaledes (fol. 30)
at Kljuva Kirke (paa Gaarden Kløve ved Vestre Porsgrund) havde blandt sine Indtægter en vis Afgift af
Saltbrænderiet ved Rambek i Grjotvikskoven, altsaa i det inderste af Frierfjorden, hvor Vandet er meget
brakt. Saltkjedler og Saltkjedelsboder (Skuiu-) omtales ogsaa paa mange andre Steder.
3 Gulathingsloven Cap. 75, Frostathingsloven XIII, Cap. 4. XIV. Disse Bestemmelser ere ogsaa,
med ubetydelige Forandringer, gjennem den nyere Landslov og derpaa gjennem Christian d. 4des Lov
gaaede over i Christian d. 5tes norske Lov, 3—14—35 til 37, uden at man dog vel derfra kan slutte
til at Forholdene paa den Tid ej havde forandret sig mere, eller at der endnu da skulde have været
saa godt Raad paa Tømmer og Brændefang. — Hvorledes Kongerne ofte gave anseede Islændinger
Tilladelse til at hugge det nødvendige Huustømmer i deres egne Skove (eller sandsynligviis i
Almennings-8kove) uden Betaling, fortælles paa flere Steder i Sagaerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
