Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆDRIFT . JAGT
425
mændene, som derved fra Barndommen af vænnede sig til Vaabenbrug. Jagten
er i «Rigsmaal» Jarlens og Jarlesønnens Sag, medens «Karlen» sysler med
Agerbrug og Fædrift1. Der fortælles ogsaa ofte om Konger og andre fornemme Mænd,
ja endog Kvinder2, hvorledes en af deres vigtigste Fornøjelser var at ride ud med
Høge og Hunde for at jage. Derfor satte man ogsaa megen Priis paa de Falke
(valir) og Høge (haukar), der i saa stor Mængde fandtes i Norge, og maa tidligt
have forstaaet den Kunst at afrette saa vel dem, som Hunde (mjohundar,
sporhundar) til Jagten3. I Frostathingslagen tilhørte alle Høge, der fandtes i Rede,
Landdrottnen; i Gulathingslagen kun naar de udtrykkeligt bleve ham forbeholdte,
ellers bleve de Lejlændingens Ejendom4. Jagten foregik i hine Tider meest om
Høsten, paa Barfrosten5, og om Vintren paa Skid, da man, førend Ild vaaben
kjendtes, altid maatte fælde Vildtet paa nærmere Hold. Større Dyr, som Bjørne,
Ulve og Rensdyr, vel ogsaa Hjorte, fangedes ofte i særegent dertil indrettede
Grave (Bjørnebaaser, Ulvehuse, Spydgaarde o. s. v.) eller i Gildrer (Snarer) for
mindre Dyr og Fugle6. Jagtretten paa Dyr, hvis Kjød eller Skind kunde være
nyttigt og som ikke tillige vare Skadedyr, tilkjendtes vel i Lovene Grundens
Ejermand, men Straffen for Overtrædelse af disse Bestemmelser var ikke stor,
og de strenge Jagtlove, som herskede i England og andensteds, vare for vore
Forfædre aldeles ukjendte. Skadedyr, som Bjørne og Ulve, vare derimod, som det
hed, utlæge over alt, de kunde dræbes af hvem som helst, undtagen naar en Bjørn
var gaaet i Hide, og den, som opdagede og stængede den, havde tillyst, at det var
hans Hverv, da vare Andre uberettigede til at dræbe den. Jagten havde dog i hiin
Tid, som nu, intet at sige mod Fiskeriet, der da visselig var langt righoldigere
end nu, og, som man seer, allerede tidligt afgav en indbringende Udførselsartikel,
Skrejden og Silden, ikke at tale om, at Fisken maaskee i ældre Tider endnu mere
1 Se ovenfor B. I. S. 103.
a At Kvinderne ogsaa gik paa Jagt, i det mindste Falkejagt, sees deraf at de ejede
Yndlings-høge, f. Ex. Astrid, Olaf Tryggvessøns Syster, der blev gift med Erling Skjalgssøn, se ovenfor B. III.
S. 269.
8 De norske og islandske Falke vare, som bekjendt, gjennem hele den sidste Deel af Middelalderen
og langt ned i de nyere Tider berømte og meget søgte over hele Europa, hvorfor de ogsaa vare meget
kjærkomne Gaver, naar vore Konger, hvilket ofte skede, sendte dem i Foræring til fremmede Fyrster.
Af denne Grund forbeholdt Kongerne sig senere her Forkjøbsretten til dem. (Nyere Landslov VII. 52.)
4 Gulathingsloven Cap. 75. Frostathingslov XIII. 5.
5 Se f. Ex. hvad der fortælles om Sigmund Brestessøns Fosterfader, Thorkell Tørfrosts Jagtferd,
Færeyingasaga Cap. 142, jvfr. ovenfor B. III. S. 127, Gulathingslov Cap. 93, Frostathingslov XIII. 9.
• Gulathingslov Cap. 93, 94, Frostathingslov XIII. 6. 9. Naar her tales om «Dyr» menes, som
sædvanligt i vore Oldskrifter, kun stort Vildt med Takker, som Hjorte, Elger og Rener. Elger omtales
udtrykkeligt kun i en Artikel af den nyere Landslov, som synes at være tagen af den ældre
Eidsivathings-lov (VII. 60). Sandsynligviis kjendte man i ældre Tider, som nu omstunder, ikke synderligt til Elger
nordenfjelds.
28 — Munch: Det norske Folks Historie. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
