Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
MAGNUS ERLINGSS ØN
musik opføre for sig, især naar de sad til Bords, og at de derfor holdt Spillemænd
ved deres Hof; andre Høvdinger fulgte vel deres Exempel. Det sees for øvrigt
at de fleste Slags lønnede Musikanter, fornemmelig Fedle- og Gige-Spillere
(fiöla-rar, gigjarar) kun vare lidet anseede, og regnedes blandt de saakaldte Leikarar
eller Gøglere1, hvorfor man ej kan antage, at fornemme Folk have befattet sig
med andre Instrumenter end Harpen, der som nys nævnt, næsten kunde kaldes
et Nationalinstrument og især i de ældre Tider maa have været saa godt som
uundværligt for Skaldekunsten. I Sang skulle Nordmænd og Daner langt oppe
i Tiden have været større Mestere end senere, thi den gamle væliske Skribent
Sil vester Giraldus ytrer, ved at fortælle om den smukke fleerstemmige Sang, der
var almindelig i Wales: «Hos Engelskmændene ere disse Sangens Modulationer
ikke almindeligt brugelige, men kun i de nordlige Egne, hvis Indbyggere
rimeligviis af Danerne og Nordmændene, der hyppigt besatte og i længere Tid
beherskede disse Landskaber, have lige saa vel lært denne særegne Maade at synge
paa, som de have antaget en med deres Sprog beslægtet Mundart»2. At Skalderne
ledsagede deres Kvæden med Sang og Harpespil, siges ej udtrykkeligt, men maa
snarere antages som forudsat, og synes af flere Ytringer at kunne sluttes3.
Hvorledes Tjenestekvinden Thoras smukke Sang henrev den unge Kong Sigurd Mund,
er ovenfor berettet. I Hedendommen bleve ogsaa, som man tydeligt kan see,
de saakaldte Galdrer (Tryllekvad) og andre lignende Sange virkelig afsungne,
om end paa en eensformig og for Øret lidet behagelig Maade4. Der blev rimelig-
1 En Prøve paa hvorledes «leikarar» behandledes, sees af Magnus Erlingssøns Saga Cap. 83, og de
Vers af Islændingen Maane, som her anføres; men fornemmelig erfarer man deres mislige Stilling, og
den Spot der blev dem til Deel af den saakaldte lékara réttr i Vestgøtalagen, der lyder saaledes: «Vorder
en «Leikare» banket, skal det altid være ugildt. Vorder en Leikare saaret, en saadan som gaar med Gige,
eller farer med Fedle eller Bumbe, da skal man tage en utemmet Kvige og bringe op paa en Højde, rage
alt Haaret af dens Hale og siden smøre denne ind; man give ham nys smurte Sko, derpaa skal Leikaren
tage Kvigen om Halen, og man skal give den et Slag med en hvas Pidsk. Kan han da holde den fast,
skal han have dette gode Stykke og nyde det, som Hunden nyder Græs. Men kan han ikke holde den
fast, da beholde og taale den Skam og Skade, han fik, og have ikke større Fordring paa Ret end en
hudstrøgen Huuskone (d. e. Trælkvinde)». Denne Bestemmelse, der ved første Øjekast viser sig som
overmaade gammel og alderdomsagtig, findes vel ikke i de os opbevarede norske Love, men at de her
udtalte Anskuelser om Spillemændenes Stilling ogsaa herskede i Norge, kan ansees som afgjort.
2 Giraldus i Camdens Anglica etc. S. 890.
* Navnlig af Slutningslinjerne af Gunnlaug Ormstungas Draapa til Sigtrygg Silkeskegg anført i hans
Saga, Cap. 8.
4 Ordet galdr kommer af at gala, og man finder ofte Udtryk som han göl galdra o. s. v. Andre
Slags Tryllesange vare de saakaldte Vardlokker, se o. B.IV. S. 129. At det ikke kan have været synderlig
bevendt med Melodierne i disse Sange, eller at de i det mindste maa have været meget eenstonende og
melancholske, synes man at maatte slutte deels deraf, at de gamle Melodier, der have holdt sig paa
Island og Færøerne, have denne Charakteer, deels af den overordentlige Virkning, de første fremmede
Gejstliges mere melodiøse Sang gjorde paa vore Forfædres Gemytter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
