Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SANG. DIGTEKUNST
435
viis ogsaa sunget til Dands, ligesom det endnu er eller for kort Tid siden var
brugeligt paa Færøerne, og de hertil anvendte Melodier maa have været raskere og
behageligere; det er ikke usandsynligt, at flere af vore ældgamle Fjeldmelodier
have deres Oprindelse fra hine fjerne Tider. Den hine Melodier underlagte Text
var maaskee for en stor Deel rimede, i mere tvangfrie Vers, end de sædvanlige
Skaldekvad, digtede Viser om gamle, fabelagtige Helte, fornemmelig Niflungerne,
Vølsungerne, eller overhoved hvad man nu plejer at kalde Kæmpeviser.
109. SJcaldekunst og Litteratur.
Denne Kæmpevise-Poesi har dog egentlig, som det synes, sin Oprindelse fra
Tydskland, hvorfra den tidligt kom til Danmark og Sverige, og udbredte sig
derfra til Norge, skjønt den, efter hvad man af dens forhaanden værende Levninger
maa slutte, kun i enkelte af de sydligere Landskaber, navnlig Thelemarken, blev
saa almindelig, at den kunde kaldes national1. Dog maa man antage, at den fandt
1 Ved at omtale den danske Hertug Knut Lavards Drab 1131 beretter Saxo, (S. 638) hvorledes en
saxisk Sanger søgte at advare Hertugen mod det ham truende Forræderi ved at foresynge ham Visen
om Grimhilds Brødres Troløshed (nemlig mod Sigurd Svein), og ved denne Lejlighed kalder han dette
Oldsagn «vel bekjendt». Da det nu er en Særkjende ved den tydske Bearbejdelse af Sagnene, at
Grimhilds Navn der sættes i Stedet for Gudruns, der efter vore Sagn var Sigurds Hustru, er det aabenbart,
at det var denne tydske Bearbejdelse, som Saxo kalder «vel bekjendt» i Danmark, man seer tillige, ved
at sammenligne de ældste danske Kæmpeviser, der hovedsagelig dreje sig om Niflungesagnene, med Edda
og Vølsungasaga, at de fornemmelig følge den tydske Fortælling, og Sv. Grundtvig har tilstrækkelig
godtgjort, «at de danske Viser om Grimhild og Didrik af Bern i Grunden er de selvsamme, som der fordum
lød over det nordvestlige Tydskland». (Danmarks gamle Folkeviser I. S. 34). Heraf kan man vistnok
slutte, at denne Digtart, baade hvad Form og Indhold angaar, aller først overførtes fra Tydskland til
Danmark, sandsynligviis paa Sven Ulfssøns og hans Sønners Tid, eller maaskee endog tidligere. Det
danske Fyrstehuses hyppige Forbindelse med det svenske og begge Landes Naboskab har og, som man
maa antage, tidligt bragt den til Sverige; thi allerede den temmelig tidligt i det 13de Aarhundrede,
maaskee endog før, i Norge skrevne «Thidrik af Berns Saga», der indeholder en vidtløftig Fremstilling
af alle disse Sagn efter den tydske Form, ytres i Fortalen, at «Daner og Svear have behandlet nogle
af disse Fortællinger i de Kvæder, hvormed man hos dem fornøjer fornemme Mænd, og at mange
saadanne, for lang Tid siden digtede, Kvad blive kvædede efter denne Saga». At her sigtes til
Kæmpeviserne om Niflungerne m. m. omtrent saaledes som de forefindes i Anders Søfrenssøns og Peder Syvs
Samlinger, er aabenbart, og hiint «for lang Tid siden», udtalt tidligt i det 13de Aarhundrede, kan ikke
betegne nogen sildigere Tidspunkt end første Halvdeel af 12te Aarhundrede i det seneste. At denne Poesi
i Norge fandt Bifald og fornemmelig blev national i Thelemarken, maa man slutte deraf, at dette
Landskab endnu besidder mange af disse Viser, deels som det synes, Overførelser fra dansk eller svensk, deels
ogsaa originale Arbejder i samme Smag, medens det øvrige Norge er forholdsviis fattig paa dem. Og
at Thelerne allerede i det 12te Aarhundrede havde flere originale Viser af dette Slags, maatte ansees
utvivlsomt, hvis man med enkelte, navnlig Petersen (Danmarks Historie) kunde forklare Saxos Ord i
hans Fortale S. 7, hvor han nævner de med historiske Beretningers Samling og Overlevering ivrigt
sysselsatte «Thylenseres» historiske Skatte som nogle af sine væsentligste Kilder, saaledes at han dermed ej
har meent Islændingerne, men derimod Thelemarkens Beboere. Vist er det, at han ellers i sit Skrift,
navnlig S. 377, 361, 433 (hvor der handles om Gjava-Rev fra Thelemarken, se ovenfor B. I. S. 322).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
