Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
MAGNUS ERLINGSS ØN
stort Indpas i de højere Kredse, og visselig for en stor Deel bidrog til at fortrænge
den ældre S kaldekunst, der omtrent ved det 13de Aarhundredes Begyndelse kan
ansees, med faa Undtagelser, alene at være indskrænket til Island, eller at have
været udøvet af Islændinger. At den dog endnu ved Midten af det 12te
Aarhundrede med Held dyrkedes og udøvedes af Nordmænd, derom vidner den store
Anseelse, hvori Jarlen paa Orknøerne, Ragnvald Kale, stod for sine poetiske
Arbejder, saa at han endog citeres som Autoritet i dette Stykke ved Siden af
Kong Harald Sigurdssøn. Ogsaa af Sigurd Slembedjakn er et Vers opbevaret,
der viser, at han var hjemme i Skaldekunsten1. Man erfarer ligeledes, at endnu
hen mod Aarhundredets Slutning digtedes der enkelte Vers eller Viser efter den
gamle Form af Nordmænd2, ligesom de gamle Eddakvad og Skaldekvadene om
de tidligere Konger og Høvdinger fremdeles paaberaabtes som vel bekjendte3;
og til de Kvad, som de islandske Skalde foredroge ved Kongernes Hof og for
Høvdingerne, vedblev man endnu langt hen i det 13de Aarhundrede at lytte
med en Interesse, der vidner om, at man var fuldkommen hjemme i Skaldesprogets
Omskrivninger og mythiske Hentydninger. Men Norges egentlige Skaldetid var
dog forbi, og man kan efter Ragnvald Jarl ikke paavise en eneste større Skald
af beviislig norsk Herkomst. Hertil bidrog vel og meget den Omstændighed,
at Skaldens Kvad til Kongers og Høvdingers Ære ikke længer tillige vare saa
at sige de eneste Overleveringer til Efterverdenen, som nøje bevarede Mindet
om deres Bedrifter. Man havde nu begyndt at optegne og tildeels forfatte Sagaer,
og da samtidige Begivenheder her fuldstændigere og nøjagtigere meddeelt es,
end i Kvadene, maatte de, som historiske Overleveringer, vinde Prisen for dem,
medens disse kun bleve slet og ret Hædersdigte uden Fordring paa historisk Værd.
og ligeledes 420, bruger Thyle og Thy lenses, om Thelemarken og Thelebønderne; ja det sidst nævnte
Sted er saa meget merkeligere som det forekommer i nær Berørelse med Beretningen om Thorkell Adelfars
Rejse til Geruths (Geirrøds) Gaard, og denne «Thorkell Adelfar», hvis Tilnavn Saxo ej tilføjer, men som
dog maa være bekjendt i Danmark af ældre nu tabte Sagn eller Kæmpeviser, siden allerede Huitfeld
anfører det, omtales netop som Vejviser til «Trollebotn» i en af de ældgamle Viser fra Thelemarken, som
først i de sidste Aar ere blevne fremdragne og bekjendtgjorte (Landstad, norske Folkeviser, S. 7). Dette
synes paa en merkelig Maade at bestyrke den ovenfor fremsatte Gisning. Underligt er det for øvrigt,
at udenfor det egentlige Norge Færøerne, som det synes fra gammel Tid, have tilegnet sig
Kæmpevise-Poesien, og at de endog have Viser, der sees oprindelig at have været de samme som de thelemarkske,
og tildeels supplere dem. Til Island synes dette Slags Poesi først langt sildigere at være kommet.
1 Inge Haraldssøns Saga Cap. 7, Snorre Cap. 6. Ogsaa Biskop Bjarne paa Orknøerne, Kolbein Rugas
Søn (omtrent 1200) var Skald, og har navnlig efterladt den bekjendte Jomsvikingedraapa.
2 Saadanne Vers vare f. Ex. det, Baglerne digtede i Aaret 1196, se Sverres Saga Cap. 151, og den
bekjendte Sigurd Jarlssøn indrist ede endnu 1194 med Runer et Vers i den ældgamle Form paa
Dørstolpen i Vinje Kirke i Thelemarken, hvilken Indskrift nu vel tildeels er udslettet og uforstaaelig, men
dog har saa mange Ord tilbage at man tydeligt kan kjende Versformen, se antiqvariske Annaler, I. S. 247.
3 Se f. Ex. Sverres Saga Cap. 164, Indledning til Thidriks Saga Udg. S. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
