Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LEGENDESAGAER
445
nedarvedes fra den ypperlige, oftere omtalte Hall paa Haukadal, Are frodes
Fosterfader og Vejleder i hans historiske Undersøgelser. Hall opfostrede ogsaa
Teit, Biskop Isleifs Søn, der efter ham fik Haukadal, blev Prest, og ligeledes
oprettede en Art af Skole, idet han antog mange anseede Ynglinger til Oplærelse,
hvoriblandt de forhen omtalte Thorlak Runulfssøn og Bjørn Gilssøn, der begge
bleve Biskopper. Teits Søn var Presten Hall den yngre i Haukadal, der, som
oven anført, efter Biskop Magnus’s Død blev valgt til Biskop i Skaalholt, men
døde udenlands, førend han havde modtaget Indvielsen. Han forstod, heder det,
saa mange Sprog, at han paa sin Rejse til Rom overalt uden Tolk kunde tale
med de indfødde. Om Halls Søn Gissur, der opfostredes af Biskop Thorlak og
var berømt for sin store Lærdom, er det allerede ovenfor talt (S. 367). Han rejste
ofte udenlands, og skal for sin Lærdom endog i Rom have nydt megen Hæder.
Sine Rejser beskrev han i et desværre nu tabt Skrift, Flos peregrinationis; men
at han og stod i Ry for sin Kundskab i Fædrelandshistorie, sees deraf at Gunnlaug
Munk sendte ham sin Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Historie til
Gjennemsyn og Rettelse1. Det var ogsaa i sig selv rimeligt, at Gissur, selv en ivrig
Videnskabsmand og dertil Arving af Hall den ældres verdslige Efterladenskaber, ogsaa
gjennem Overleverelser eller Optegnelser havde arvet den Skat af historisk Viden,
hans Farfaders Adoptivfader i saa rigeligt Maal besad.
Foruden den historiske Litteratur trivedes ogsaa, og det, som det lader til,
i fuldt Maal, den religiøse i begge Lande, dog ogsaa af denne meest den historiske
Side, nemlig Helgenhistorie- og Legende-Litteraturen. Vi have i det mindste
endnu ikke faa Brudstykker af slige Helgen-Sagaer, hvoriblandt flere med saa
alderdomsagtigt Sprog og Retskrivning, at de neppe kunne henføres til en yngre
Tid end anden Halvdeel af det 12te Aarhundrede2. For det meste vare de vel
Oversættelser fra Latin, hvorom ogsaa Sproget i dem, vi nu kjende, vidner, thi
uagtet det for øvrigt er behandlet med megen Frihed og Lethed, sporer man dog
umiskj endelig Latinitetens Indvirkning. Egentlig høre ogsaa de oven nævnte
ældste Bearbejdelser af Olaf den helliges og Olaf Tryggvessøns Saga strengt taget
til denne Art af historisk Litteratur. For øvrigt har man derhos Homilier eller
Prædikener fra hiin Tid, maaskee originale, maaskee og for en stor Deel bearbejdede
efter latinske Originaler3; og den i Middelalderen meget bekjendte og anseede
1 Se Fortalen tü Udgaven af Odds Skrift 1853, S. VIII, jvfr. Fornm. Sögur III. S. 173.
2 Flere af disse ere omtalte i Fortalen til Gislasons um frumparta islenzkrar tungu. Det er ved ikke
faa, maaskee de fleste af dem, vanskeligt, for ej at sige umuligt, at bestemme, om de ere skrevne af
Nordmænd eller Islændinger.
4 En af disse Homilier, der synes at være original norsk, nemlig den, der gjennemgaar Stavekirkernes
Dele og giver enhver af dem symbolisk Betydning, er allerede ovenfor omtalt. Den ældste Afskrift af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
