Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1165. KONG VALDEMARS FØRSTE TOG TIL NORGE 11
gerne det heftigste Fiendskab for Dagen, og hvor som helst hans Skibe nærmede
sig Kysten, kom de, som befandt sig i Nærheden, om det saa kun var een eller
to, løbende til og skjød paa dem. I Tunsberg flygtede Erlings Tilhængere op paa
det høje Bjerg nordenfor Byen, hvor der allerede da var en Befæstning. Og at
disse, som Saxo kalder «nogle faa», i Virkeligheden maa have været de fleste af
Byens Borgere, sees af hvad han selv fremdeles beretter, nemlig at Valdemar,
«tilsidesættende Grumhed for religiøse Hensyn, ikke tillod at man satte Ild paa
Byen, af Frygt for at ogsaa Kirkerne derved vilde blive ødelagte». Der var nemlig
altsaa Tale om at opbrænde Byen, hvilket der dog ej kunde have været, hvis
Fleerheden af Borgerne vare forblevne i deres Huse, og havde hyldet Valdemar.
Valdemar lod tilstevne Haugathing, men ingen af Heredernes Indbyggere frem
mødte1, lige saa lidt som nogen af Gejstligheden, hvilket sidste dog Saxo mere
tilskriver Fædrelandskjærlighed, end Hengivenhed for Erling. Derimod kom, siger
han, Orm Kongsbroder, og tilsagde Valdemar sin Lydighed, dog den Troskab
uforkrænket, han skyldte Kong Magnus2. Dette kan neppe forstaaes anderledes,
end at Orm Kongsbroder, der, som ovenfor nævnt, synes at have været Befalings
mand i Viken under Erlings Fraværelse nordenfjelds, havde begivet sig til Valdemar
for at underhandle med ham og ved Trusler eller Overtalelser faa ham til at drage
bort med det Gode. Vist er det, at Valdemar forføjede sig bort. Vore egne Sagaer
melde kun, at da han merkede, hvor fiendtligt Indbyggerne vare stemte mod
ham, erklærede han selv for sine Mænd, at han heller vilde drage hjem til Dan
mark, end herje i et christent Land, saa meget mere som der var Lande nok at
herje og Rigdomme nok at vinde hos Hedningerne i Austrveg. Saxo siger der
imod, at det var Mangel paa Proviant, som nødte ham til at vende tilbage. Hvor
ledes det end forholder sig, er det temmeligt klart, at Orms foregivne Lydigheds
løfte kun har været en almindelig Høflighedsform, paa hvilken Saxo og andre,
der ikke kjendte saa nøje til Sagen, have lagt en altfor stor Vegt. Valdemar vendte
tilbage, som det siges til stor Utilfredshed for hans Mænd, der havde den største
Lyst til at herje, men som nu maatte nøje sig med at plyndre paa de Udøer, de
kom forbi, og for Resten hist og her, hvor Kongen selv ej var tilstede. Med
Valdemar fulgte de Vikverjer, der havde ladet sig forlede til at hylde ham, og
som nu ikke vovede at blive tilbage, af Frygt for den Straf, de af Erling kunde
vente sig.
Erling havde ved Efterretningen om Valdemars Ankomst strax ladet udbyde
Ålmenning i hvert Fylke, og blev der, heder det, da i ethvert Fylke bygget mange
Langskibe, saa at hvert Langskib, som udrustedes, var nyt, om end ikke ganske
1 Magnus Erlingssøns Saga Cap. 181, Snorre Cap. 27. « Saxo, S. 794, 795.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
