Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
22
og angribe ham1. Den følgende Vaar (1168) fik Erling en alvorligere Fare at af
værge, thi Valdemar, hvis Trætte med Hertug Henrik imidlertid var bilagt, og
som tillige havde ydmyget Venderne, opsatte nu ikke længer sit Tog til Norge,
men rustede sig af alle Kræfter, og sejlede tidligt om Vaaren op til Viken med en
stor Flaade. Det synes næsten utvivlsomt, at han om Vintren har staaet i Under
handlinger med Olaf Ugæva, og aftalt med ham, at de skulde mødes og virke i
Forening. Thi Olaf, som hidtil ikke havde vovet at nærme sig Kysterne, kom
just denne samme Vaar ned til de ydre Dele af Viken, hvor han oppebar alle konge
lige Indtægter og opholdt sig langt ud paa Sommeren2, medens Valdemar, som
Saxo fortæller, blev modtagen med aabne Arme af Vikverjerne, underhandlede
med dem ej som Fiende, men snarere som Høvding, og tingede med Bønderne
istedetfor at stride3. Disse Vikverjer have vist ikke været andre end Olaf og
hans Tilhængere, der nu under Valdemars Beskyttelse spillede Mester, medens
Erlings Venner og Tilhængere rimeligviis flygtede bort. Med glad Beundring,
siger Saxo, betragtede Vikverjerne Danekongens store Flaade, og hvor Sejladsen
faldt igjennem smale Sund, saa at Skibene maatte sejle eet for eet i Rad, flokkede
Indbyggerne sig i mængdeviis sammen paa de omliggende Klipper, for at fryde
sig ved det prægtige Syn, og tælle Skibenes Antal. Tunsbergs Borgere viste sig
endog saa underdanige og ivrige i at tækkes ham, at de modtoge ham ved Indgangen
til Byens Takmarker med en højtidelig Procession4. Erlings Krigere, som forrige
Gang havde holdt sig paa Borgen, fandt det, underligt nok, denne Gang raadeligst
at tåge Flugten, uden engang at efterlade nogen til dens Forsvar, thi Kongen,
fortæller Saxo, gik op og besaa den, og udtalte sin Forundring over dens Styrke,
da Naturen her havde gjort mere end Kunsten. Men medens Valdemar udvexlede
alle disse Venskabsbeviser med Indbyggerne af Borgesyssel og Vestfold, og be
hagede sig i at lade dem beundre sin Flaade, forsømte han at gaa lige løs paa Erling,
der imidlertid havde faaet en Hær samlet, med hvilken han besatte et trangt Sund
rimeligviis Grindholmesund5 — som den danske Flaade vestefter Kysten havde
at passere, hvorhos han lod det spærre ved Tømmerflaader og befæste ved Skand
1 Magn. Erl. Saga Cap. 24, Snorre Cap. 33, staar der kun: Erling var om Sommeren i Viken, men
Olaf og hans Venner deels paa Oplandene, deels øster paa Marker, og holdt de Flokken saaledes den
anden Vinter. Fagrskinna nævner intet derom.
* Magn. Erl. Saga Cap. 25, Snorre Cap. 34. • Saxo, S. 817, 818.
* Saaledes maa vel Ordene «finibus suis exceptum honoratissimæ processionis officio venerati sunt»
forklares, og man maa deraf slutte, hvad det og i sig selv er rimeligt, at Valdemar, kommende østen-
fra, ikke har gjort Omvejen ind ad Tunsbergfjorden, men har sejlet forbi Jarlsø (Jersø) op ad Trælen,
og med en Deel af sine Krigere er stegen i Land ved Gunnarsby, der netop betegnes som en af Grændse-
punkterne for Byens Takmarker, og hvor han saaledes er modtagen med Procession.
5 Saxo nævner ikke Sundet, og Suhm (Historie af Danmark VII. 251) tror derfor, at det Sund, her
menes er i Opgangen til Oslofjorden, altsaa Drøbaksund. Men naar man seer hen til, at Valdemar,
der dog tilsidst fortsatte Rejsen efter den oprindelige Plan, først kom til Portyrja, siden længer vest-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
