Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1184. LAGMÆNDS-EMBEDERNES OPRETTELSE 179
Kongen, ifølge hans ophøjede Stilling, baade forpligtet og beføjet til at kunne
give en saadan Afgjørelse; og denne Forpligtelse eller Beføjelse, hvad man nu
vil kalde den, maatte han ogsaa kunne udøve gjennem Befuldmægtigede, naar
disse vare udrustede med de fornødne Kundskaber og besad almindelig Tillid.
Hertil kom den Ærefrygt, man bar for Loven, saaledes at hvad der i ethvert
Tilfælde godtgjordes, lige meget hvorledes, at være Lov, ogsaa allerede blot som
saadant, uden nogen egentlig Mellemkomst fra Statens Side, burde efterleves.
Nu var det netop den Lagmændene tildeelte Forretning, i ethvert Tilfælde at
forkynde, hvad der var Lov, og for saa vidt der ej næredes nogen Tvivl om deres
Kyndighed og Redelighed — og det ligger i Sagens Natur, at man, i det mindste
i Førstningen, har søgt til disse Embeder kun at udnævne Mænd, hvis Retskyn
dighed og Redelighed var hævet over enhver Tvivl — faldt det af sig selv, at
deres Udsagn, afgivet under den dem af Kongen meddeelte Autoritet, næsten
maatte blive respekteret som en virkelig Dom, om det end ikke, som denne, kunde
medføre øjeblikkelig Exekution. Dog gjordes der ej nogen Paastand paa, at Lag
mandens Kjendelse skulde betragtes som en Dom; den kaldtes kun «Orskurd*
d. e. Afgjørelse, Betænkning1, og den hele Indretning fremstillede sig, som man
tydeligt kan see, fra først af kun som en af Kongen truffen Foranstaltning til at
skaffe Folk i ringere Kaar, der deels ikke vare oplyste nok til at have tilstrækkelig
Lovkundskab, deels vare for übemidlede til at søge deres Ret ad den sædvanlige,
langvarigere og mere kostlige Vej, Adgang til i Hast og uden Byrder eller Be
kostning at faa deres Retstrætter afgjorte. Derfor taler og Gunnar Grjonbak i
den nys ovenfor anførte Ytring om at Kongen egentlig kun havde beskikket ham
til at skifte Ret mellem Kotkarle, ikke mellem Høvdingen disse forudsattes nemlig
selv at have Lovkundskab nok til at vide, hvad der i ethvert Tilfælde var Ret,
og fornødne Midler til at bestride Omkostningerne ved formelige Søgsmaal. Vel
kunde der her egentlig kun være Spørgsmaal om at oplyse, hvad Lovene bestemte
for et givet Tilfælde, ej om at afgjøre, hvor vidt dette Tilfælde virkelig var for
Haanden; men for saa vidt Bevisets Gyldighed selv var et Retsspørgsmaal, ligger
det i Sagens Natur, og i hine Tiders mindre klare Forestillinger om deslige Ma
terier, at der ej skjelnedes strengt mellem Lovspørgsmaalet (jus) og Sagspørgs
maalet (factum), og at Lagmanden i mange, maaskee de fleste Tilfælde afgjorde
dem begge. Idet Lagmands-Institutionen saaledes anmeldte sig som alene sig
tende til at skaffe de Ringere og Übemidlede en Lettelse, var det ogsaa at vente,
at den med Glæde vilde blive modtagen, og at Lagmændenes Kjendelser vilde
vinde des større Anseelse. Man erfarer imidlertid, at denne Forventning ingen-
1 Orskurd kommer af at skera or, egentlig, skjære ud af, dernæst, afgjøre, Tydsk «urtheilen».
13 — Munch: Det norske Folks Historie. VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
