Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1188. KUVLUNGERNES UNDERGANG 199
opfordrede dem til at prøve en Kamp. Men Sverre forbød sine Mænd at indlade
sig med dem; «vi ville ikke», sagde han, «slaaes med hovedløseMænd; sig dem kun
at deres Høvding ligger her under Mariekirken, og at de ej have forsvaret ham
godt, men at han rigtignok heller ikke var nogen rar Høvding at forsvare».
Da Kuvlungerne hørte dette, vovede de sig ikke ud i Byen, men skyndte
sig bort.
Birkebeinerne paastode, at Jon Kuvlung slet ikke var Søn af Kong Inge, og
ikke engang hed Jon, men at hans rette Navn var Orm, og at han var Søn af en
vis Peter, og et Fruentimmer ved Navn Astrid Steik. Denne Peter var just i
Bergen paa denne Tid, og de bøde ham derfor gaa hen til Mariekirken for at see,
om han i den dræbte Jon Kuvlung gjenkjendte sin Søn, men dog forinden at an
give, om der skulde findes noget nærmere Merke eller Tegn, der kunde bekræfte
Identiteten. Peter sagde, at hans Søn Orm som Dreng engang var kommen til
at træde paa en Ljaa, der gav ham en dyb Flenge under den højre Fodsaale:
hvis Arret derefter fandtes paa Liget, var der ingen Tvivl om, at den dræbte
maatte være Orm. Han blev nu ført hen til Liget, og da Skoene og Hoserne vare
trukne af dette, fandt Peter, som han sagde, virkelig Arret. Og Sverre bekjendt
gjorde da baade for Bymændene og sine egne Mænd, at den Jon, Kuvlungerne
havde kaldet sin Konge, kun var Orm, Søn af Peter, der nu selv havde gjenkjendt
sin Søns Lig. «I Bymænd», sagde han, «vide alt for vel hvor vidt Peter og Astrid
ere af nogen Æt, der berettiger deres Søn til at være Konge i Norge: nu seer man,
med hvilken Falskhed denne Eansflok har faret»1. Dette var ogsaa første Gang,
siger Sagaen, at Sverre og hans Mænd kom til Bergen under Omstændigheder,
der gjorde at alle Indbyggerne bleve glade ved hans Komme. Han var ogsaa kom
men i rette Tid til at frelse dem fra Brandskat og alle de andre Plager, som den
urolige Flok kunde tilføje dem.
Jon Kuvlung blev begraven ved Mariekirken, vistnok i al Stilhed. Han synes
at have været en aldeles übetydelig Personlighed, kun et Redskab i et enkelt
misfornøjet Partis Haand. Den eneste Regjeringshandling af ham, hvorom Erin
dringen er opbevaret til sildigere Slægter, er et Stadfæstelsesbrev paa nogle Gaver
til det Kloster, hvori han selv havde været Munk, nemlig Hovedøens. Dette
Brev er nu vel tabt, men det var endnu til for et Par hundrede Aar siden2.
1 Villjam af Newbury (1. c.) veed naturligviis intet andet end at Jon var af Kongeæt. Han tilskriver
Jons «übetimelige» Død, at han «af sin ungdommelige Heftighed lod sig forlede til at vove sig ufor-
sigtigt i Kampen.»
• I Registraturen over de Breve, der endnu i 1622 fandtes paa Akershuus Slot, nævnes et af «Jon
Konge,» der stadfæstede Klosteret i Besiddelse af Gaarden Fraun (nu Frogn eller Fron ved Drøbak),
samt en Kvinde Bergljots Gave, se Langes Klosterhistorie S. 623.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
