Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 SVERRE SIGURDSSØN
var en af Anførerne, ej at tale om det Venskab, Erkebiskop Absalon viste den
mod Sverre fiendtligt sindede Erkebiskop Erik, hvorom nedenfor: maatte man
saaledes visselig have al Grand til at frygte for, at det foregivne Korstog kun
var et Skalkeskjul for at rejse en ny Oprørsflok i Norge. De, som holdt Natte
vagt paa de danske Skibe, og ikke havde Anelse om, at det var Kongen selv,
som sad i den lille Baad, der saaledes i Mulm og Mørke sneg sig om imellem dem,
gave sig til at skjelde ham og hans Mænd for Tyve, o. a. d.; men han svarede
dertil nok saa blidt og roligt. Ved Samtalen vaagnede flere af de andre, og kom
op for at see hvad der var paafærde; de kjendte Kongen, og hilste ham ærbødigt,
til stor Forskrekkelse for dem, der havde skjeldt ham ud. Da han merkede, at
man havde gjenkjendt ham, skyndte han sig tilbage. Dagen efter lagde han ind
til Bergen. Sven Thorkilssøn blev imidlertid bange, og raadførte sig med Ulf og
sine øvrige Venner, hvad han skulde gjøre for at erhverve Kongens Tilgivelse.
De lovede at gaa til Sverre og indlægge et godt Ord for ham. Dette skede ogsaa,
og Sverre, der aldrig viste sig uforsonlig, erklærede sig strax villig til at tåge ham
til Naade. Dagen efter blev Sven selv fremstillet for Kongen, der modtog ham
med Kys, og talte saaledes til ham: «Jeg kan, min gode Mand, ikke begribe,
hvorfor du, skjønt jeg aldrig har gjort dig selv eller nogen af Dine den mindste
Fortred, enten i Ord eller Gjerning, alligevel, uden mindste Aarsag, har villet
fare saa fiendtlig frem mod mig uskyldige Mand, at du endog har søgt at skille
mig med Liv og Rige. Du kan ikke være uvidende om, at du derved er kommen
til at blive skyldig i alle de Mænds Død, der faldt med Simon Kaaressøn. Men da
Guds uforlignelige Godhed, der aldrig ophører, har opvakt dig, skjønt uværdig,
til at gjøre Bod for hvad du har forbrudt, vil ogsaa jeg tilgive dig, saasom du
mere har forbrudt dig mod Herrens, ned imod vor Højhed. Det kan nok være,
at vi, hvis du ej var kommen til os, havde taget en eller anden Straf over dig.»
Derpaa vendte han sig til de øvrige Korsfarere, roste dem for deres gode Forsæt,
og indskjærpede dem Enighed og Fordragelighed, idet han anførte flere Sprog
af den hellige Skrift. Han gav dem det Raad, at lægge Rejsen over Orknøerne
og overvintre der, siden Sommeren allerede var skreden saa langt hen; hvilket
Raad dog ej fandt almindeligt Bifald, da man, som det vil sees, styrede ned mod
den frisiske Kyst for at gaa igjennem Kanalen. Da Samtalen var til Ende, skjen
kede han dem Foræringer med kongelig Gavmildhed, og lod dem desuden faa en
heel Deel Levnetsmidler, saa at hvert Skib alene af Smør fik 50 Løber. Derpaa
tog han Afsked med dem, gav dem Fredskys, og udslettede ved sin venlige Ferd
ethvert Spor af Frygt hos dem, ja han viste sig endog, om muligt, endnu venligere
mod Sven end mod de øvrige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
