Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1170—90. KIRKELIGE FORHOLD. GEJSTLIGHEDENS FRIE VALGRET 229
denne ikke indlade sig derpaa, førend Kong Magnus og Erling Jarl havde givet
deres Samtykke, hvilket var vanskeligt nok at erholde, fordi de havde meget
imod ham. Erkebiskoppen, heder det, syntes at være i en slem Knibe, fordi han
gjerne vilde gjøre begge Parter tilpas; han og andre velmenende Mænd bare Bud
imellem dem, og bragte det omsider dertil, at de begge^ samtykkede i at han ind
viedes, hvorpaa Eystein da forrettede Indvielsen (2den Juli 1178) i Overvær af
Biskop Erik i Stavanger og Biskop Paal i Bergen1. Naar Eystein endog med
Hensyn til Indvielsen af en islandsk Biskop, over hvilken dog Norges Konge
endnu intet havde at sige, var saa afhængig af det kongelige Samtykke, maatte
dette Samtykke være endnu mere nødvendigt ved Besættelsen af Biskopsstole i
Norge. Og om man end antager hiint Frihedsbrev af 1174 for egte, eller i det
mindste forbindende for Magnus Erlingssøn, omtales dog Ophævelsen af det
kongelige Samtykke der kun til Slutningen, ligesom i Skyndsomhed og Forbi
gaaende, og saaledes at der øjensynligt alene sigtes til den af de tre Konger gjorte
Indrømmelse, der efter den senere Fortolkning kun skulde være midlertidig; thi
det heder ikke, som i de følgende Akter, denne Sag angaaende, at «Kongens» Ind
blanding og Samtykke er ophævet, men kun «at det kongelige Samtykke er af
skaffet, saaledes at nemlig Kongerne ikke skulle spørges ad». Flere af de nye,
til Hierarchiets Befæstning sigtende Bestemmelser passede heller ikke med den
endnu gjeldende Lovgivning. I Eidsivathingslagens Christenret — den eneste,
hvor dette Punkt udtrykkeligt omhandles, — staar der ligefrem: «den skal være
Biskop, hvem Kongen vil, og som rettelig er valgt og her indviet til Stavs og
Stols2.» Da man ikke kan antage, at Forholdene vare forskjellige ide forskjellige
Lagdømmer, og da navnlig Eidsiva-Loven desuden ogsaa gjaldt for en stor Deel
af Oslo’s Biskopsdømme3, maa en lignende Bestemmelse have gjeldet ogsaa for
de øvrige Biskopsdømmer, om den end ikke i de andre Love udtrykkeligt er op
tagen, men snarere forudsættes som faldende af sig selv. Der findes heller ikke
enten i Eidsiva-Thinget, Vikens, eller Gulathingslagens Christenret nogen Be
stemmelse om Rumaskatten; thi alle tre ere ældre end Kirkeordningen i 1152.
Kun i Frostathingslovens Christenret ere flere af de nyere Bestemmelser optagne,
1 Finn Jonssøn, isl. Kirkehistorie I. S. 289; udførligere fortalt i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga,
hvoraf dog tilstrækkelige Uddrag, navnlig om denne Sag, ere givne af Werlauff i Fortalen til Udg. af
Anecdoton etc. S. XXV.
• Eids. Chr. R. 31 (27).
8 Endog Eidsvold, hvor Eidsiva-Thinget holdtes, laa som en Deel af Raumarike under Oslo Biskops-
stol. Naar det altsaa i Eidsiva-Christenretten Cap. 10 heder, at Biskoppen hver Sommer skal komme
til Eidsiva-Thinget og høre Lovbogen m. m., da maa denne Forpligtelse have paahvilet baade Oslos og
Hamars Biskopper. I et Haandskrift af den nyere Eids. Lov er ogsaa Intimationsbrevet af Kong Magnus
henvendt til begge Biskopper, Andres i Oslo og Thorstein i Hamar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
