Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236 SVERRE SIGURDSSØN
heller ikke har undladt at søge de her indeholdte Bestemmelser og Forbud satte
i Kraft, sees tydeligt af de Forhandlinger, der fandt Sted strax efter Biskop Thor
laks Tilbagekomst til Island og Tiltrædelse af sin Biskopsstol. Allerede i det første
Aar derefter, heder det (altsaa 1179), begyndte han efter Erkebiskop Eysteins
Tilskyndelse at gjøre adskillige Forandringer i den islandske Kirkeforfatning,
nemlig ved at indføre Exkommunikationen og Coelibatet, og bestemme Bøder,
der for flere Forseelser skulde tilfalde Biskopperne, samt, hvad der især vakte
megen Tvist, at overføre Patronatsretten over Kirkerne fra Lægmænd til Gejst
ligheden. Da han i det anførte Aar visiterede Østfjerdingen, hvor den mægtige
og rige Sigurd Ormssøn1 boede paa Svinafell, kom han strax i Strid med ham om
dette Punkt. Sigurd vilde lade en Kirke, han havde opført, indvie, men Biskoppen
lod ham komme til sig Morgenen efter sin Ankomst, og fremlagde en Befaling
fra Erkebiskop Eystein, hvori denne bad ham at tåge under sin Bestyrelse alle
Kirker og alt Kirkegods i sit Biskopsdømme. Sigurd vilde ej indlade sig derpaa,
og sagde at han ikke vilde give Slip paa, hvad han hidtil havde besiddet uden
Paatale. Men Biskoppen sagde, at selve Apostlernes Bud gav ham Magt over
alle Guds Ejendomme uden Undtagelse2. «De hellige Kirkefædre og Paverne,
Apostlernes Etterfølgere, havde ogsaa befalet og forordnet dette i Kirkelovene over
hele Christenheden, saa havde og Paven nu befalet Erkebiskop Eystein at sætte
denne Sag igjennem i Norge, og det var nu antaget overalt der, saa at det ej var
ret eller kunde taales, at dette fattige Land ikke var underkastet samme sømmelige
Lov som den øvrige Christenhed»3. Sigurd indvendte derimod, at Nordmænd
eller Udlændinger ej havde Magt til at fratage Landets Børn deres Rettigheder.
Dertil svarede Biskoppen, at om ukyndige Mænd havde betinget sig Ret over
de Ting, som de havde skjenket Gud, var en saadan Betingelse dog efter Loven
selv aldeles ugyldig, og hvis Biskoppen lovligen paaklagede Sagen, vilde de, som
heri viste sig gjenstridige, ikke blive at regne blandt deres Tal, der kunne vente
sig Hjelp af Gud, thi de, som trods gjentagne Paamindelser indesidde med Tiender
og hellige Mænds Ejendele, skulle bansættes, hvis de ej falde til Fode og aflade
fra sine Utilbørligheder. Dagen gik hen med dette, saa at Sigurd indsaa, at Kirken
ej vilde blive indviet, hvis han ikke gav efter. Han maatte da bekvemme sig dertil,
og overdrage alt det Kirken skjenkede Gods saavel som denne selv til Biskoppens
1 Om ham vil der nedenfor blive talt nærmere.
1 Her synes ligefrem et i oven indtagne Skrivelse til Eystein forekommende Sted at være eiteret.
3 Det var, som vi netop af den nu paafølgende Strid erfare, ikke bogstavelig sandt, at man i Norge
havde gaaet ind paa Bestemmelsen, thi i saa Fald vilde Striden ikke kunne være opstaaet. Her sigtes
der aabenbart kun til de Indrømmelser, som enten de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein, eller Erling
ekakke og Magnus havde gjort, men som i det mindste Sverre ej længere erkjendte gyldige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
