Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1179. STRID OM PATRONATSRETTEN PAA ISLAND 237
Raadighed. Da indviede denne Kirken og sang Messe, men da dette var skeet
og Biskoppen havde faaet sit frem, fandt han det dog raadeligst, indtil videre
at forlene Sigurd med Kirken og Kirkegodset. Strax efter havde Biskoppen en
lignende Strid med Jon Loftssøn, uagtet denne var Gejstlig i det mindste af Navn, —
han havde nemlig, som ovenfor nævnt, modtaget Diakon-Vielsen, — men mod
ham, Islands rigeste og mægtigste Mand, kom Biskoppen til kort. Blandt de
flere Kirker, over hvilke han havde Patronat, var Kirken paa Høvdabrekka.
Efter at den var bleven ødelagt af Storm, havde han med stor Bekostning ladet
den igjen opbygge, og ønskede nu at faa den indviet, hvorfor han indbød Biskoppen
til sig og beredede et prægtigt Gjestebud til hans Ære. Om Morgenen, før Ind
vielsen skulde skee, talte Biskoppen med ham, ligesom med Sigurd, om hvorledes
det skulde forholdes med Patronatet, og spurgte ham, om han ej havde hørt Erke
biskoppens Budskab om Kirkens Ejendomme. Jon svarede, at man gjerne maatte
læse det op for ham, men at han var fast besluttet paa, ikke at kære sig det mindste
derom. «Jeg tror ikke», sagde han, «at Erkebiskoppen skjønner Tingen bedre end
mine Forfædre, Sæmund frode og hans Sønner; heller ikke vil jeg være med at
fordømme vore ældre Biskoppers Fremfærd her i Landet, for saa vidt disse god
kjendte Landets Skik, at Lægmænd raadede for de Kirker, som deres Forfædre
skjenkede Gud med den udtrykkelige Betingelse, at de og deres Etterkommere
skulde have Raadighed over dem». Biskoppen paaberaabte sig, hvad der nys
var oplæst, saavel som mange andre kirkelige Bestemmelser; men Jon svarede:
«I faar kalde dem bansatte, som I ville, men ikke overdrager jeg min Kirke til
eder». Saaledes gik hele Dagen hen, idet enhver blev ved sit. Fælles Venner bade
nu Biskoppen at give efter, og, heder det, da han fandt at Mængden var paa
Jons Side, og overvejede at Paastaaelighed her ikke vilde gjøre Gavn, men derimod
Skade paa mange Maader, gav han virkelig efter i det Haab, at han nok siden
ved Erkebiskop Eysteins Hjelp skulde skaffe Kirken dens Ret. Saaledes indviede
han da samme Dag Kirken og sang Messe, skjønt han ej havde faaet sin Vilje
frem, og tog sig meget nær af dette Udfald paa Sagen. Men, lægger Sagaen til,
fra den Kant, hvor han ventede at faa Trøst, kom der kun bedrøvelige Tidender,
thi ikke længe efter blev Erkebiskop Eystein landflygtig for kirkelige Sager, og
nu tyktes alle her til Lands at de kunde gjøre, som man havde gjort i Norge; de
fulgte derfor Jons Exempel, saa at ingen vilde give Kirkerne i hans Vold, og det
hele Kæremaal endog maatte falde i hans Embedstid»1. Naar det her heder, at
Eystein blev landflygtig for kirkelige Sager, udtrykker Sagaen sig tilsyneladende
ikke ganske nøjagtigt, da Sverres Saga kun beretter at han tog Flugten efter
1 Uddrag af Biskop Thorlaks Saga, i Werlauffs Anecdoton, S. XXX, XXXI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
