Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312 SVERRE SIGURDSSØN
Slags enestaaende Vidnesbyrd om den Dygtighed i Pennen og de Indsigter i den
kanoniske Ret, Sverre under sin gejstlige Opdragelse maa have tilegnet sig1, thi
om man end er mindre tilbøjelig til at antage, hvad der dog ligger nærmest, at
han selv har ført det i Pennen, gjenkjender man dog i hver Linje hans hele, af
Sagaen saa vel bekjendte, Personlighed, og kan neppe et Øjeblik tvivie paa, at
Skriftet i det mindste er forfattet under hans umiddelbare Tilsyn og Medvirk
ning, og at det ikke indeholder et Ord eller en Sætning, som han ikke selv paa
det omhyggeligste har drøftet og gjort til sit eget. Man vil i det mindste neppe
kunne paavise en eneste, der med større Sandsynlighed kunde være Skriftets
Forfatter, end netop Sverre selv2.
«Begyndelsen til vor Tale,» heder det først, «være den, at Gud den almægtige
være med os og give Folk Forstand til at skjønne de Ord, jeg vil have talt. Vort
Lands Sygdom er saa stor, at det er enhvers Pligt at stille de Ord sammen, der
kunde bringe Almuen til at indsee, hvad der er retteligst og fornuftigst; vi ville
derfor her fremsætte og udvikle disse Sager for eder, efter den Indsigt og Kund
skab, Gud har forlenet os, thi nu synes det os virkelig at være kommet dertil,
at Christendommen her iblandt os næsten er forspildt. Jeg beder alle at efter
tænke og granske hvorfra denne Fordærvelse kommer, siden de, der ere vore
Lærefædre og skulde lede os alle til den rette Tro, sige at den udgaar fra Kongen
og hans Mænd.»
«For ret at forståa dette,» vedbliver Forfatteren, «maa man tænke sig Christus
og den hellige Kirke at udgjøre et fuldkomment Legeme med fuldstændige Lem
mer. Christus selv er Hovedet for dette Legeme, Kirken er Kroppen. Øjnene
skulde være Biskopperne, hvis Pligt det er at vise os den rette og sikre Hovedvej,
fjern fra alle Vildspor, og see vel for alle de øvrige Lemmer. Næseborene skulde
være Erkediakonerne, der have at vejre og inddrage al Retfærdighedens og den
hellige Tros søde Lugt. Ørene skulde være Dekaner og Provster, hvem det bør
at høre alle den hellige Christendoms Anliggender og vanskelige Sager. Tungen
og Læberne skulde være vore Prester, hvem det tilkommer at forkynde os gode
Lærdomme, og give os gode Exempler ved deres eget Levnet. Hjertet og Brystet
skulde være Kongerne, hvis Pligt det er i Raad og Daad, med Klogskab og Tapper
hed at værne om det Hele. Skuldrene og Ryggen skulde være de store Høvdinger,
paa hvem de største Byrder bør at hvile. Armene skulde være Lendermændene,
Christiania 1848, S. XVI—XVIII. At Skriftets Forfattelse netop falder i den her angivne Tid, sees noksom
deraf, at det berører saavel Interdiktet som Biskoppernes Flugt fra Landet.
1 Se ovenfor S. 50.
1 Man seer strax i det Følgende, at hvor Skriftet bruger Udtrykket «vi» og «os», menes stedse Kongen
og hans nærmeste Tilhængere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
